You are currently viewing Julekalender 11. december 2022

Julekalender 11. december 2022

Bag lågen den 10. december gemte internationale dommer med meget mere, Vagn Lauritzen, sig, hvilket rigtig mange havde gættet på DSUs Facebookside.

Vagn Lauritzen, Løgumkloster og Tønder Skakklub

Tak til Karl Posselt for det fine portræt.


I dag skal vi fejre en fødselar. Hans Torbjørn Engen og Arne Dan Fjordside skriver:

Når man skal tegne et portræt af Bjarne Sønderstrup og hans meritter for dansk skak og i særdeleshed hans betydning for Aalborg Skakforening af 1889, landets ældste skakklub, så er det nødvendigt at gå et skridt tilbage i historien.

Bjarne blev valgt til formand i 1997, hvor han overtog hvervet fra sin far Karl Sønderstrup, og har i år 25 års jubilæum. Karl var formand i hele 37 år, tilsammen har far og søn været formand i næsten halvdelen af klubbens levetid på 133 år! Uhørt i dansk skak, tænker jeg.

Bjarne voksede op med skak. Utallige er de skakspillere som har besøgt barndomshjemmet. Så skakinteressen blev vakt tidligt til live.

Bjarnes formandsperiode har været præget af et enestående engagement og interesse for alle klubbens medlemmer. Han gør meget for at alle føler sig velkommen i klubben, og det er tydeligt at der banker et stort og varmt hjerte for skakspillet i almindelighed og for Aalborg Skakforening i særdeleshed.

Bjarne har en stor viden om klubbens historie, og har flere gange holdt oplæg om klubbens lange historie med mere end 300 slides! Når det krydres med små historier og anekdoter, som Bjarne er en mester i, så er ikke et øje tørt! I mange år var Bjarne primus motor i produktionen af Aalborg Skakforenings klubblad, som var med til at binde klubben sammen. Udover formandshvervet har Bjarne i en periode været med i DSU forretningsudvalg og i flere perioder i hovedbestyrelsen. Ligesom han er formand for 7. HK.

Bjarne er en fremragende organisator og kan med god grund være stolt over de mange store skakarrangementer klubben har været med til at få til byen gennem årene. DM påsketurneringer i 1979 – 1984 – 1989 jubilæumsåret, hvor jeg får lyst til at citere Steen Juul Mortensen i Skakbladet “Aalborg – altid en succes” i øvrigt det DM hvor Bent Larsen vendte tilbage til DM og sluttede lige med Erling Mortensen. Så her måtte der arrangeres omkamp, hvilket igen blev i Aalborg. DM i 1994 – 2000 – 2006 – 2007- 2014 nogle i Samarbejde med Aalborg Skakring og senest med Skørping Skakklub i Rebild.

I de senere år har klubben samarbejdet med Nørresundby Skakklub om 3 Larsen Senior Mindeturneringer på Aalborg Katedralskole.

I efterårsferien 1989 arrangerede Aalborg Skakforening ligeledes 8-landskamp på hotel Søparken i Aabybro – de nordiske lande samt Polen og Vesttyskland. Det danske hold der bestod af Erling Mortensen, Klaus Berg, Jan Sørensen og Nina Højbjerg vandt.

I 1991 var vi vært for Junior DM som tiltrak deltagere fra 16 forskellige lande med deltagelse af bl.a. IM Topalov fra Bulgarien.

I 2005 var klubben med til at arrangere Blindskak med deltagelse af en meget ung Magnus Carlsen, Peter Heine Nielsen, Lars Schandorff og Nicolai V. Pedersen. Magnus vandt. Foredrag – simultan og ur-simultan med mange
stormestre i gennem årene har beriget klubben. I flæng kan nævnes: Bent Larsen – Curt Hansen – Henrik Danielsen – Jørn Sloth – Sune Berg Hansen – Erling Mortensen – Raymond Keene – Rainer Knaak — Tony Miles – Simen Agdestein med mange flere. Senest har Aalborg Skakforening arrangeret Senior DM i 2022 og er igen vært for Senior DM 2023 i uge 8.

Under Bjarnes formandsperiode har klubben igen oplevet stor tilgang af nye medlemmer, og er nu tæt på 100 medlemmer. Efter i en årrække at have haft spillelokaler på Aalborg Universitet, fik vi for 3-4 år siden nye lokaler i centrum af Aalborg på Aalborg Tekniske Gymnasium på Bjarnes foranledning. Vi synes selv vi har fremragende lokaler i centrum af Aalborg med udsigt til Limfjorden, Utzon Centret og Aalborg Slot.

Der arrangeres undervisning for børn og juniorer under Hans Engens kyndige ledelse og undervisning for nye voksne hvor Jacob Würtz og flere andre hjælper til. Nye spillere bliver taget godt imod, og hurtig forsøgt integreret i klubturnering (50 deltagere) og i holdturneringen, hvor klubben har ca. 50 aktive spillere.

Bjarne Sønderstrup, Aalborg Skakforening

Selv er Bjarne en stærk mesterspiller. Han har spillet op imod 330 divisionspartier siden han debuterede som reserve i sæsonen 1970/71, langt de fleste på klubbens 1. hold, og i mange år som holdleder, og det er få gange der er meldt afbud i årenes løb!

Bjarne er selv, og med rette, stolt af sine resultater mod stormestre – i simultan, forstås. Han har vundet over Bent Larsen og Curt Hansen. Det seneste er en remis i overkanten(!) mod GM Thybo her i november 2022. (Fra et i øvrigt meget vellykket arrangement i Aars Skakklub i anledning af klubbens 100-års jubilæum).

Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Bjarne igennem alle årene.

Den 11. december kan Bjarne fejre sin 68 års fødselsdag. Herfra skal lyde et stort tillykke og tak for din flotte indsats i gennem alle årene for Aalborg Skakforening og alle medlemmerne.

Hans Torbjørn Engen og Arne Dan Fjordside


Der er endnu ikke 24 portrætter på plads i årets Julekalender, så har du lyst til at byde ind med en personlig og kærlig beskrivelse af en du ønsker at fremhæve, er du velkommen til at sende dit forslag til et portræt til Trine@skak.dk