Dansk Skak Unions skakeventskoordinator med mere, Trine Treppendahl, har taget initiativ til, at vi i december måned dagligt kommer et personligt og kærligt portræt af en frivillig, der har lagt eller stadig lægger et stort arbejde for dansk skak.
I dag kan man gætte på, hvilken skakspiller og organisationsmand det drejer sig om. En god klubkammerat skriver om personen bag lågen den 2. december:
Vores hovedperson i dag er en alsidig herre, som har betrådt de bonede gulve, men som er lige så hjemmevant med en rygsæk i vildmarken. Man kan møde ham på land, på vand, og på farten. Man kan møde ham på gåben, i robåd, eller i åben sportsvogn. En rigtig globetrotter som taler flere sprog og dialekter. At udtrykke sig i sang mestrer han også.
Hvis du spørger ham: “hvor er du fra?” skal du væbne dig med god tålmodighed. De fleste kender ham dog som ærkekøbenhavner, selvom han er vokset op i whiskybæltet nord for København, og har tilbragt meget af sin ungdom på “Lunden” (Charlottenlund travbane).
En god skakspiller. Han er kendt i skakverdenen i både ind- og udland. Lille Danmark var dog nok alligevel ikke helt klar til en så fremsynet og visionær leder, som vores hovedperson dengang i påsken år 1995!?
På klubplan har vores hovedperson haft en altoverskyggende hovedrolle siden han i 1988 blev valgt som vores formand. Meget energi er der blevet lagt i ledelse af foreningen, organisering af små og store turneringer, afholdelse af skaklektioner osv. osv. Mage til energisk ledelse skal man lede længe efter!
Hovedpersonen har betydet meget for mange mennesker. Der er efterladt dybe fodaftryk (mest i overført betydning). For mig personligt, og for mange andre mennesker, har vores hovedperson været en mentor og en god ven. Der er få mennesker, som vores hovedperson, der er villig til at give andre et godt råd, et klap på skulderen eller dele store og små oplevelser. Det er et privilegie at være ven med vores hovedperson.
Hilsner i læs – kan du gætte hvem det er?
Gæt med på Dansk Skak Unions Facebookside, om identiteten på dagens person. Den rigtige løsning – og skribentens navn – offentliggøres i forbindelse den 3. decembers kalenderlåge.