You are currently viewing Invitation til reception for ny bog om skakkens helte

Invitation til reception for ny bog om skakkens helte

Historiker og FIDE-mester i skak, John Rendboe, præsenterer sin nye bog “Skakkens helte – i den smukke tid” til en bogreception lørdag den 5. november kl. 17.00-18.00 i Skaksalonen på Falkoner Alle 36, 2000 Frederiksberg. Alle er velkomne; der er gratis entré og tilmelding er ikke nødvendig – duk blot op. Der bliver i Skaksalonen budt på lidt at drikke og snacks, og hvis nogen fristes til at købe bogen (pris 229 kr.), signerer John Rendboe den gerne.

FM John Rendboe – ny dansk skakbog

Den Smukke Tid (1871-1914) var 43 år uden krig med mulighed for at udfolde kunst, kultur – og særligt skak. Skakken spillede en markant rolle i tidens fremskridtstro. Der blev spillet store turneringer til verdensudstillinger i forbindelse med ambitiøse byer, der voksede. Vi følger fire verdensstjerner: Købmændene Winawer og Burn samt de to unge meteorer Charousek og Pillsbury. Deres livsgrundlag er forskellige, men de bidrager hver især til en skildring af den bemærkelsesværdige udvikling i almindelig spillestyrke.

Det var i denne periode, skak gik fra at være et cafespil til at være et organiseret turneringsspil over hele verden. Skakklubber skød op vidt og bredt, og skakstjerner kom på forsiden af aviserne.

Winawer var en usædvanligt stærk cafeskakspiller, der først sent kom ind i turneringsverdenen, hvor han på trods opnåede succes på øverste hylde. Han var en eksemplarisk overgangsfigur fra cafeskak til turneringsspil.

Burn var et kæmpetalent, der allerede tidligt opnåede resultater, som burde have berettiget ham til en professionel tilværelse. Men han foretrak det meste af sit liv at være en slags gæst i den professionelle skakverden. Alligevel nåede han at figurere i top ti.

Charousek var Ungarns store skakgeni i 1890’erne. Han elskede særligt kongegambit og satte brand i brættet.

Pillsburys fremgang fra begynder til stormester er blandt de hurtigste i historien. Han satte sit præg på udviklingen af skakteori med sine innovative angrebsideer.

De fire stjerner levede i en verden under stor forandring. Det var en smuk tid, som samtidig bød på grumme skyggesider af sygdom og voldsomme skæbner.

Læs mere og se hele invitationen på Skaksalons hjemmeside. https://www.skaksalon.dk/bogreception/