You are currently viewing Hamitevici vandt i ØBRO

Hamitevici vandt i ØBRO

GM Vladimir Hamitevici fra Moldova blev en sikker vinder af ØBROs 85 års Jubilæumsturnering, der blev spillet i skolernes efterårsferie. Hamitevici endte et helt point foran nærmeste forfølger, GM Adam Kozak fra Ungarn.

Moldova er på udenrigsministeriets listen over lande, der har for høj corona-smitte. Man fraråder derfor rejser til og fra Moldova. Dette var dog ikke noget problem for Vladimir Hamitevici, da han under corona-epidemien har ernæret sig som fisker på Færøerne, og rejste til Danmark fra Vagar-lufthavnen deroppe.

GM Vladimir Hamitevici – alsidig turneringsvinder. Foto: Thomas Vestergård

Inden de sidste ro runder var der et par muligheder for at score IM-normer. Nicolai Kistrup fra Caïssa Gladsaxe skulle score 50% i de sidste to partier mod stærk modstand, men det glippede desværre. Kistrup havde dog en fin turnering og slog bl.a. GM Jonny Hector undervejs. Nicolai Kistrup er stærkt på vej mod de 2300 i Elo.

Nicolai Kistrup – tæt på IM-norm. Foto: Thomas Vestergård

Den 14-årige FM Jagadeesh Siddharth fra Singapore skulle vinde de to sidste partier for at score sin 3. og sidste IM-norm, det mislykkedes desværre, så han må vente lidt med at få titlen. Han har været over 2400 i rating, så det er kun den sidste norm, der mangler.

Jagadeesh Siddharth – tæt på IM-titlen. Foto: Thomas Vestergård

Bedste dansker blev lidt overraskende FM Jens Albert Ramsdal fra SK1968, der inden start var seedet som nummer 12 og 4. bedste dansker. I 8. runde slog Ramsdal GM Gergely Aczel (2556) fra Ungarn og i sidste runde blev det remis mod turneringsvinder GM Vladimir Hamitevici (2465).

Jens Albert Ramsdal – vandt 28 ratingpoint. Foto: Thomas Vestergård

Topplaceringerne:
1. GM Vladimir Hamitevici, Moldova, 7½ point af 9
2. GM Adam Kozak, Ungarn, 6½ point
3. IM Vignir Vatnar Stefansson, Island, 6 point
4. – 6. IM Lev Yankelevich, Tyskland, 5½ point
4. – 6. GM Stellan Brynell, Sverige, 5½ point
4. – 6. FM Jens Albert Ramsdal, Danmark, 5½ point

Der deltog 26 spillere fra 10 forskellige lande.

Partier: https://liveskak.dk/2021/oebro-jubilaeum/
ØBROs hjemmeside: https://oebroskak.dk/
Resultater: http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26845