2. runde i Landsholdsklassen på Hotel Svendborg blev endnu en kamprunde med masser af spændende partier. Der blev fundet en vinder i 3 ud af 5 partier, mens de to remispartier først fandt en afgørelse efter hård kamp. Dermed er gevinstprocenten i Landsholdsklassen indtil videre på hele 80%.
GM Allan Stig Rasmussen (billedet øverst i artiklen), spillede i lighed med i går et relativt kort parti. Allerede ud af åbningen fik han en klar fordel imod IM Jens Ove Fries Nielsen. 6.h4 var ambitiøst, men i løbet af kort tid endte den sorte løber tilbage i udgangsstillingen. Allan vandt en officer for 3 bønder, hvilket normalt giver nok kompensation, men her var både løberen på f8 og tårnet på h8 helt ude af spil. Da Jens Ove gav op, kunne han måske godt have kæmpet lidt videre. Dermed har den firdobbelte Danmarksmester vundet de to første partier.
GM Lars Schandorff er indtil videre også flyvende i årets Landsholdsklasse. Boris Chatalbashev ofrede en bonde i åbningen for et stærkt centrum, men der så aldrig ud til at være tilstrækkelig kompensation. For at skabe modspil gik Boris til angreb med g2-g4-g5, men opnåede kun en dårlig bondestruktur og svage felter. Lars viste god teknik i konverteringen af den gode stilling til et fuldt point, og fører nu Landsholdsklassen på deling med maksimumpoint. Vi skal helt tilbage til 1988 for at finde Lars Schandorffs indtil videre eneste Danmarksmesterskab.
De to stormestre med maksimum mødes i øvrigt i 3. runde mandag, hvor Lars Schandorff har hvid.
Turneringens henholdsvis højeste- og laveste rated spiller mødtes i denne runde. GM Jesper Søndergaard Thybo havde hvid imod Poul Rewitz, og kom klart bedst ud af åbningen i en Leningrad-hollænder. 10.-,Ta7 for at dække b-bonden så allerede mistænkeligt ud. Poul forsøgt at skabe modspil med bondeofferet b5, men fik reelt aldrig modspil, da han havde for mange svage felter. Partiet endte med mat i træk 32.
Klubkammeraterne fra Hillerød, GM Sune Berg Hansen og IM Nikolaj Borge, spillede en rigtig kampremis. Sune havde de mest aktive officerer, men Nikolajs stærke springer på d5 kontrollede mange felter. Op mod tidskontrollen fik Sune spillet det stærke 33.d5 og havde han fulgt op med 34.Sd4 havde der nok reelt været gevinstchancer. Remis efter 64 i et spændende slutspil med tårn´+ springer på begge sider.
Det sidste parti imellem IM Mikkel Antonsen og IM Martin Haubro endte remis i 38 træk efter trækgentagelse. Partiet kom aldrig rigtigt ud over remisgrænsen.
Resultater for 2. runde:
GM Sune Berg Hansen – IM Nikolaj Borge ½ – ½
GM Allan Stig Rasmussen – IM Jens Ove Fries Nielsen 1 – 0
GM Boris Chatalbashev – GM Lars Schandorff 0 – 1
GM Jesper Søndergård Thybo – FM Poul Rewitz 1 – 0
IM Mikkel Djernæs Antonsen – IM Martin Haubro ½ – ½
Stillingen efter 2. runde:
1. – 2. GM Allan Stig Rasmussen, 2 point
1. – 2. GM Lars Schandorff, 2 point
3. – 4.GM Sune Berg Hansen, 1½ point
3. – 4. IM Martin Haubro, 1½ point
5. – 6. GM Jesper Søndergård Thybo, 1 point
5. – 6. IM Jens Ove Fries Nielsen, 1 point
7. – 8. IM Mikkel Djernæs Antonsen, ½ point
7. – 8 IM Nikolaj Borge, ½ point
9. – 10. GM Boris Chatalbashev, 0 point
9. – 10. FM Poul Rewitz, 0 point
Mandag kl. 14.00 ser 3. runde således ud:
IM Nikolaj Borge – IM Mikkel Djernæs Antonsen
IM Jens Ove Fries Nielsen – GM Sune Berg Hansen
GM Lars Schandorff – GM Allan Stig Rasmussen
FM Poul Rewitz – GM Boris Chatalbashev
IM Martin Haubro – GM Jesper Søndergård Thybo
Mandag starter Kandidatklassen, hvor vinderen af gruppen kvalificerer sig til næste års Landsholdsklasse. Gruppen har deltagelse af 16 spillere, og ratingfavoritter er FM Bjarke Jensen (2345), IM Jacob Sylvan (2277), FM Mikkel Strange (2265), Henrique Rey Melde (2263 og Tim Jaksland (2228).
Dansk Skaksalg er ankommet til Svendborg, og åbner i morgen mandag. Skaksalgets åbningstider i løbet af ugen er:
Mandag den 18. oktober kl. 15-19
Tirsdag den 19. oktober kl. 15-19
Onsdag den 20. oktober kl. 15-19
Torsdag den 21. oktober kl. 15-19
Fredag den 22. oktober kl. 15-19
Lørdag den 23. oktober kl. 15-19
Dagens partier kan på chess24 gennemspilles her.
Turneringens hjemmeside: skak-dm.dk
Live fra Landsholdsklassen: https://liveskak.dk/DM/2021/
Live fra Kandidatklassen: https://chess24.com/en/watch/live-tournaments/danish-championship-2021-candidates/1/1/1
IM Rasmus Skytte og IM Filip Boe Olsen kommenterer Landsholdsklassens partier mandag fra kl. 14:30 fra følgende link: https://www.twitch.tv/danskskakunion