You are currently viewing Farvel corona: Odensemesterskabet tilbage for fuld styrke

Farvel corona: Odensemesterskabet tilbage for fuld styrke

På vegne af Frem Skakklub skriver Kristoffer Dyrgaard til skak.dk om Odensemesterkabet, hvor de tre første runder er spillet:

Skolernes efterårsferie har igen sat skakken i centrum af Odense. Odensemesterskaberne har som weekendturnering atter fundet plads i den danske skakkalender, hvilket bekræftet af endnu et næsten fuldt booket felt med 105 skakspillere fra nær og fjern. Billedet øverst er fra spillesalen på Giersings Realskole i årets udgave af turneringen.

Velkomsten fredag aften bød på gensynsglæde, et halvt minuts stilhed for Frems æresmedlem Alfred Andersen samt en hyldest af August Jalvings nyvundne status som mesterspiller.

Turneringen har i de første tre runder budt på mange lange partier med antydning af stor spillelyst og kampgejst blandt deltagerne. Også i kampen om mesterskabspokalen har publikum – på spillestedet og online – været forkælet med lækkerier og en iver efter at modbevise ”skakkens remisdød”. Selv i de interne SK1968-opgør ved Pelle Bank, Martin Matthiesen og Rasmus Thøgersen har brættet haft tendens til at stå i flammer.

Lørdag eftermiddag var der lagt op til en tidlig finale i mesterskabskampen, da IM’erne Mads Hansen og Filip Boe krydsede klinger efter godt spil i de to første runder. Partiet skuffede bestemt ikke og en lang historie kort kunne selv efteranalyserne fylde flere artikler i Skakbladet med mange overraskelserne undervejs; spørgsmål om evigskak, forceret mat og kongeflugt var hyppigt diskuteret i timen efter partiet. Et parti, der trods remis ved evigskak, klart kan anbefales et gennemsyn!

IM Mads Hansen og IM Filip Boe Olsen analyserer deres spændende parti. Foto: Kristoffer Dyrgaard

Søndagen byder nu på kapløb mellem Mads og Filip, hvor Rasmus med fuldt udbytte lørdag har meldt sig ind som outsider!

I de andre grupper kan det blandt fremhæves, at Casper Liu (Mester 2), Noah Wahlgreen (Basis 1), Emil Savery (Basis 7), Lucas Montagne (Basis 8) og Leia Andries (Basis 10) alle har til gode at forlade brættet med andet end en sejr.

Vi ser i Odense frem til en spændende afslutning søndag!

Resterende program for turneringen:
Søndag den 16. oktober kl. 10:00: 4. runde
Søndag den 17. oktober kl. 16:00: 5. runde

Arrangørerne sender live fra de tre øverste grupper i turneringen. Link til live: https://liveskak.dk/2021/odensemesterskabet/

Link til resultater fra turneringen: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26832

Frem Skakklub på Facebook: https://www.facebook.com/groups/18423599434

Link til Frem Skakklubs hjemmeside: http://www.frem-skakklub.dk/