You are currently viewing Ny skakklub i Tune

Ny skakklub i Tune

Det er ikke hver dag, at vi kan skrive om forsøget på at starte en ny skakklub. I landsbyen Tune, der ligger i Greve Kommune, gøres der nu et aktivt arbejde for at få etableret en ny skakklub. Initiativtager Mogens Westergaard skriver til skak.dk:

Spil skak i Tune IF.

Onsdag den 13. oktober 2021 kl. 19 er Tune Idrætsforening vært for et informationsmøde om start af en ny skakklub. Mødet finder sted i Tune Hallen, Tunehøj 7, 4030 Tune.

Den nye skakklub henvender sig til alle, der har lyst til at spille skak.

Til alle som godt kunne tænke sig at blive bedre til at spille skak.

Til alle som gerne vil spille med rigtige brikker på et skakbræt ansigt til ansigt med sin modspiller i godt selskab med andre skakspillere.

Formanden for Tune IF, Pauli Christensen, vil byde velkommen til mødet, hvorefter initiativtageren, Mogens Westergaard, vil præsentere et ideoplæg om åbning og udvikling af en skakklub.

Fra Dansk Skak Union har Jakob Werner og Lars Erik Linderod, hhv. formand og holdturneringsleder for Dansk Skak Unions 8. hovedkreds, velvilligt givet tilsagn om at præsentere et oplæg om bl.a. deltagelse i skakturneringer i Danmark.

Der vil derefter være åbent for spørgsmål og håbet er, at deltagerne får svar på alt, hvad der er værd at vide om klubskak, turneringer etc., og får lyst til at spille i klubben.

Det ville være sjovt, hvis Tune IFs kommende skakklub med tiden kunne vise farverne ude i turneringslandskabet!

Det skal dog ikke være det eneste formål med klubben at fostre den næste verdensmester.

Tune IF er kendt for at tage det sociale formål med idrætten alvorligt, og det skal også gælde den kommende skakklub.

At spille skak kan for en overfladisk betragtning udefra se lidt introvert ud, men det er i virkeligheden en særdeles social aktivitet.

Ikke mindst når det foregår i en klub i godt selskab med andre skakspillere.

Er man mere til skak for hyggens skyld, skal man også være hjerteligt velkommen i den kommende klub!

På informationsmødet byder Tune IF på en kop kaffe og/eller vand. Tilmelding er ikke nødvendig. Alle er velkomne.

Har man spørgsmål er man velkommen til at kontakte Mogens Westergaard via e-mail:  mogensw@tunenet.dk, eller telefon: 6574 8027