You are currently viewing Firdelt føring i Aarhus

Firdelt føring i Aarhus

Efter de to første dage af Aarhus Skakklub/Skolernes Chess House Sommerskak, ligger fire spillere i spidsen med 2 point af 2 mulige.

De fire maksister er IM Björn Ahlander, Sverige og Køge Skakklub (2408), FM Ruben Gideon Koellner, Tyskland (2407), IM Jens Ove Fries Nielsen, Fredericia Skakforening (2351) og FM Hilmir Freyr Heimisson, Island og Jetsmark Skakklub (2335). Alle fire har vi tidligere nævnt som favoritter i turneringen, så at det er denne kvartet, der fører, er ikke overraskende.

Spillerne viser stor fightervilje i sommervarmen i Chess House, kun 3 af de 18 spillede partier er endt remis. Turneringen spilles uden nogen regler om remistilbud inden et vist antal træk. Onsdag venter to partier, hvilket måske kan friste til en kort remis i enkelte af rundernes opgør.

På fotoet øverst i artiklen ses IM Jens Ove Fries Nielsen og det svenske talent William Olsson. Olsson slog i første runde IM Mikkel Antonsen, men tabte i anden runde til FM Hilmir Freyr Heimisson. Jens Ove Fries Nielsen har i onsdagens første parti sort mod IM-kollega Björn Ahlander. Foto: Thomas Vestergård

Forrest ses IM Björn Ahlander, på hans højre side sidder grundlæggeren af Chess House, IM Klaus Berg, der har 50% efter de første to runder. Ahlander skal umiddelbart efter turneringen videre til en ny turnering i Berlin. Foto: Thomas Vestergård

Resterende program for turneringen:
Onsdag den 28. juli kl. 11.00: 3. runde
Onsdag den 28. juli kl. 18.30: 4. runde
Torsdag den 29. juli kl. 18.30: 5. runde
Fredag den 30. juli kl. 18.30: 6. runde
Lørdag den 31. juli kl. 11.00: 7. runde
Lørdag den 31. juli kl. 18.30: 8. runde
Søndag den 1. august. kl. 11.00: 9. runde

Diverse link:
Live-dækning
Turneringstabel med mulighed for at gennemspille partierne
Aarhus Skakklub/Skolerne
Chess House