You are currently viewing Jonas Bjerre i finalen efter gyser

Jonas Bjerre i finalen efter gyser

Den anden semifinale i Speed Chess Mesterskab Danmark mellem GM Jesper Søndergaard Thybo og GM Jonas Bjerre udviklede sig til en sand gyser, hvor det først blev afgjort hvem der gik videre til finalen i det sidste “bullet” parti efter knap 3 times internetspil.

16-årige Jonas Bjerre havde de bedste nerver og vandt partiet, da han fik presset en fribonde så langt frem, at det ville koste materiale at stoppe den. Flot præstation af Jonas, specielt fordi han ganske få timer inden var kommet hjem fra turneringerne i Italien.

Forud var gået en ekstremt jævnbyrdig match med følgende delresultater:

1½ time med betænkningstiden 5+1: Uafgjort 4½-4½
1 time med betænkningstiden 3+1: 5½-4½ til Jonas Bjerre
½ time med betænkningstiden 1+1: Uafgjort 5½-5½

Dermed vandt Jonas matchen med mindst mulige margin 15½-14½.

WFM Ellen Fredericia Nilssen og GM Mads Andersen kommenterede slagets gang på Twitch: https://www.twitch.tv/videos/1047863755

Partierne fra matchen kan gennemspilles på Lichess.com under de to spilleres navne “jonasbjerre” og “JThybo”.

Finalen spilles kommende tirsdag den 8. juni kl. 19:00, hvor GM Jonas Bjerre møder GM Sune Berg Hansen. Der er lagt op til et særdeles spændende opgør.

Se mere om Speed Chess Mesterskab – Danmark på Facebook: https://www.facebook.com/SpeedChessMesterskabDanmark/