Stormester Sune Berg hansen har startet YouTube kanalen GM Talks, hvor han på engelsk tager mange forskellige skaktemaer op, der bedre kan formidles på nettet end i den daglige skakspalte. Man kan bl.a. få historien om, hvordan Peter Heine Nielsen blev Anands sekundant, se det berømte parti Anatoly Karpov mod Boris Spassky i Leningrad i 1974 og en masse andre interessante historier. Mange timers fin læring og underholdning.
Adressen er: https://www.youtube.com/c/GMTalks/videos
—
Den 23. marts ville Viktor Korchnoi være fyldt 90 år, hvis han ikke var afgået ved døden for fem år siden. Korchnoi var vel den stærkeste spiller i verden, der aldrig blev verdensmester. Han var snublende tæt på i den berømte match mod Karpov i Baguio City i Filippinerne i 1978. Her udlignede Korchnoi Karpovs føring fra 5 – 2 til 5 – 5 og var således en enkelt sejr fra VM-titlen. I stedet vandt Karpov som bekendt i parti nummer 32 og forsvarede sin titel. Læs mere om Viktor Korchnoi her: https://da.wikipedia.org/wiki/Viktor_Kortjnoj
—
Den 24. marts ville den syvende verdensmester Vasilij Smyslov være fyldt 100 år, hvis han ikke var afgået ved døden for 11 år siden. Smyslov vandt over sin sovjetiske landsmand Michail Botvinnik i en VM-match i 1957. Han fik dog kun lov at være verdensmester i et års tid, da Botvinnik i 1958 vandt revanchematchen. Smyslov, der også var en glimrende sanger, formåede så sent som i 1984 at kæmpe sig frem til finalen i kandidatturneringen mod den 42 år yngre Kasparov. Kasparov var dog for stærk for den dengang 63-årige Smyslov.
—
Den 27-årige topspiller Wesley So har i en del år efterhånden repræsenteret USA i FIDE-regi. Nu er han også blevet amerikansk statsborger. So er født i Manila på Filippinerne, og var tre gange filippinsk mester. Læs mere her: https://www.chess.com/news/view/wesley-so-us-citizen
—
Tepe Sigeman Chess Tournament, der skulle være afviklet i april måned, er blevet aflyst på grund af corona-situationen. Blandt deltagerne havde mange set frem til at se Anatoly Karpov spille turneringsskak igen. Arrangørerne håber at kunne gennemføre turneringen en gang efter sommerferien. Se mere her: https://www.tepesigemanchess.com/
—
Senior DM, der skal spilles i Løgumkloster fra søndag den 30. maj til lørdag den 5. juni 2021, har i skrivende stund 85 deltagere. Der er næppe nogen tvivl om, at alle i den ældste gruppe, +65, kan nå at blive vaccineret. Det er et mere åbent spørgsmål, om også alle i +50 klassen kan nå det. Men skak skal der nok blive spillet. Se mere her: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26737