Offerspill Nordic Invitational 2020

Danmark har tre spillere med i Offerspill Nordic Invitational, der starter i Oslo fredag kl. 17.00.

 

GM Jonas B. Bjerre er sammen med nordmanden Frode Olav Olsen Urkedal topseedet med 2549 i Elo-rating. FM Mikkel Manosri Jacobsen er seedet som nummer 15 og WFM Ellen Fredericia Nilssen er seedet som nummer 35 af de foreløbig 39 tilmeldte spillere. Der er fire stormestre til start. Udover Bjerre og Urkedal er det Rune Djuurhus og Normunds Miezis.

På grund af corona-situationen er deltagerantallet sat til maksimalt 50 spillere, og tilskuere er ikke velkomne i spillesalen. Samtidig skriver arrangørerne bl.a., at de vil sørge for mindst 1 meter imellem spillerne, spillestedet vil være ryddeligt og brikker, brætter og skakure vil jævnligt blive rengjort.

For spillerne gælder det, at håndtryk ikke er tilladt før og efter partiet, at man ikke er velkommen på spillestedet, hvis man har nogen form for sygdom, man må ikke spise i spillelokalet og man skal i det hele taget sørge for god hygiejne. På skakklubben Offerspils hjemmeside kan man læse, at spillerne skal have mundbind på under partierne.

 

FM Mikkel Manosri Jacobsen og GM Jonas Bjerre inden afrejsen til Norge. De to spillere tog allerede afsted den 14. august på trods af, at turneringen først starter den 21. august. Det var nødvendigt for at undgå 10 dages karantæne ved ankomsten til Norge. Foto: Karsten Jacobsen

 

Der spilles et parti om dagen fra den 21. til 29. august, alle dage starter man kl. 17.00, på nær sidste runde, der starter kl. 12.00.

Betænkningstiden er 90 minutter til hele partiet + 30 sekunder ekstra pr. træk.

 

Førstepræmien er 35.000 norske kroner, andenpræmien 22.000 kr. og tredjepræmien 12.000 kr. Ved ligestilling benyttes den såkaldte Hort-model, hvor halvdelen af præmien deles, mens resten fordeles efter korrektion.

Verdensmester Magnus Carlsen og andre vil kommentere partierne live på www.twitch.tv/Offerspillsk

 

Link turneringens hjemmeside: HER