Bo.C.A Juniors på nettet

Jesper Knudsen fra Bo.C.A. Juniors skriver til skak.dk:

 

Den generelle lukning af vores samfund og dermed for skakklubbernes aktiviteter er naturligvis også ærgerlig for danske juniorspillere. Men et par af de etablerede danske juniorprojekter har imidlertid benyttet situationen til at udvide deres onlineaktiviteter og flyttet klubliv og undervisningsaktiviteter over på http://www.lichess.org. Således har eksempelvis både Skak for Sjov og Bo.C.A Juniors daglige interne turneringer, onlineundervisning og endda holdkampe mod andre klubber.

 

Den første holdkamp mellem Bo.C.A. Juniors og Skak for Sjov var en skakoplevelse helt ude af proportioner for spillere, trænere og forældre. 61 juniorspillere mødte op i et onlineforum, hvor arenaen var sat op til 60 minutters spilletid. På http://www.lichess.org er en arena en betegnelse for en spilleramme, hvor en algoritme parrer spillere under hensyn til pointhøst og placering.

 

I arenaen kan man så følge alle spillernes partier synkront, ligesom den samlede stilling i holdkampen har et visuelt udtryk øverst på siden. Selve den visuelle oplevelse af holdkampen kan måske bedt beskrives ved at iagttage pointtællingen og denne visualiseret som to metakognitive maskiner, der forhandler med hinanden om indflydelse og dominans; alle spiller deres individuelle parti, men hver eneste beslutning får indflydelse på kampens visuelle udtryk øverst på siden v. På en time blev der spillet 20.965 træk og 304 partier. Undervejs i arenaen var der en fantastisk stemning og tænding; vi kan simpelthen ikke simulere en bedre træningssituation end denne. I kan se forløbet af holdkampen: HER

 

I den kommende tid vil der blive afholdt flere holdkampe, daglige arenaer, og måske vi organiserer et officielt mesterskab for onlinehold med tilknytning til en DSU-klub. En anden plan er at arrangere et par pigeturneringer med deltagelse fra juniorspillere på tværs af landet.

 

Måske skulle der en virus til at skabe en stærkere synergi mellem onlineskakken og den fysiske skakklub. 

 

Jesper Knudsen


computerskak