I den afsluttende weekend af skolernes efterårsferie spilles der to weekendturneringer i henholdsvis Furesø og Esbjerg.
I Furesø deltager der 48 spillere i kampen om en 1. præmie på 5.000 kr. Konceptet er at starte med et enkelt parti hurtigskak fredag aften, efterfulgt at et rated parti med kortere betænkningstid samme aften, sluttende af med fire runder med fuld betænkningstid lørdag og søndag. Favoritter i Furesø er de tre spillere over 2300 i rating: FM Tobias Valentin Rostgaard, Aref Vasli og FM Mikkel Manosri Jacobsen. Se turneringstavlen: HER
Aref Vasli, Brønshøj Skakforening, har vundet 100 Elo-point de sidste 10 måneder. Foto: Thomas Vestergård
Lars Wilton skriver til skak.dk om 2. Esbjerg Efterår 2019:
Ovennævnte turnering fungerer i år som et åbent ESBJERG-MESTERSKAB – sidste år var turneringen en lukket IM-turnering. I år er der 36 deltagere, og der spilles 3 runder hurtigskak fredag, og 4 runder med normal brtænkningstid lørdag og søndag. I alt 7 runder.
I feltet af tilmeldte finder man GM Jens Kristiansen, IM Jonathan Carlstedt, IM Nikolaj Vesterbæk, IM Jens Ove Fries og IM Klaus Berg – desuden en række andre stærke danskere – nogen klokkeklar favorit findes ikke – arrangørerne forventer en sen afgørelse søndag aften!
Den nykårede seniordanmarksmester i 50+ klassen, IM Klaus Berg, er blandt favoritterne i Esbjerg. Foto: Thomas Vestergård
Turneringen vil blive LIVE-transmitteret og formentlig over 12 brætter weekenden over – hovedsponsor er ØSTJYSK TURISTFART v/Jan Rewitz – men osse HOFFMANN FONDEN har bidraget for at kunne forsøde turneringen og på sigt gavne juniorafdelingen.
Turneringens hjemmeside: www.skakforeningen.dk