Op- og nedrykninger i 1. og 2. division

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Der skete ikke de store overraskelser i sidste runde i 1. og 2. division, der blev afviklet i dag søndag.

 

I 1. division gruppe 1 fuldførte Skakforeningen ØBRO en flot sæson med en overbevisende 6 – 2 sejr over de nærmeste forfølgere fra Furesø. I bunden blev det Holbæk, der måtte følge Bornholm ned i 2. division.

I 1. division gruppe 2 satte Nordre en tyk streg under, at de var det suverænt bedste hold. Nordre sluttede med en 5 – 3 sejr over Viborg og endte med et forspring på 9½ point til Fredericia. I bunden måtte Haderslev og Aalborg som forventet en tur ned.

 

ndr frede
Fra kampen Nordre – Fredericia i 3. runde, som århusklubben vandt 5 – 3. Foto: Thomas Vestergård

I 2. division gruppe 1 sørgede Skakforeningen Odysseus med en 6 – 2 sejr over Seksløberen for, at det er Odysseus, der kan kalde sig 1. divisionshold næste år. Seksløberen må en tur ned i den stærke københavnske mesterrække, mens Helsingør må ned i 8. HKs mesterrække. Underligt, at Helsingør ikke længere har et divisionshold.

I 2. division gruppe 2 sendte Champ Team Køge med en 7½ – ½ sejr Nr. Aaby ned i den fynske mesterrække, hvor de får følgeskab af Fåborg. Køge endte med et forspring på 5 point ned til Sydøstfyn på andenpladsen.

I 2. division gruppe 3 var der inden runden stor spænding, om det skulle være Esbjerg eller Springeren, der løb med oprykningspladsen. Begge de førende hold tabte i sidste runde, men Springeren med mindst mulig margin til Aarhus/Skolerne, så det bliver klubben fra Kolding, der skal spille i 1. division næste år. Skanderborg II og Horsens må en tur ned.

I 2. division gruppe 4 vandt Skive oprykningspladsen kun 1 point foran Nordre II. I bunden rykker Skørping og Aars/Nibe ud. Skørping og Aalborg II endte begge på 23 brætpoint, men Aalborg reddede sig med 4 matchpoint mod Skørpings 3.

 

skive

Skive tilbage i 1. division. Fra venstre: Thomas Thybo, Lars Schøning, Claes Løfgren, Michael Glibstrup, Per Nielsen, Claus Støvring, Jørn Hviid og Morten Fabrin. I sæsonens løb har også Henrik Smedemark, Knud Peder Jensen og Frode Meldgaard spillet på holdet. Foto: Bent K. Nielsen.

Se alle enkeltresultater, stillinger, topscorere med mere på Divisionturneringens hjemmeside: holdskak.skak.dk/TeamTour/Index/36