Gode danske normchancer i Chess House

  • Post author:

Poul Erik Nielsen skriver om en spændende 5. runde, hvor der var tre danske sejre:  

 

Danskerne med gode normchancer tordner videre! Ellers var dagens tema: Bondeslutspil

Kotronias – Kollars: I en meget skarp spanier lod Kollars et tårn stå i slag på a8 og rokerede. Jeg undrede mig meget herhjemme, fejl i teknikken …? Det var der nu ikke, tårnet kunne slås, men så ville Kollars få et farligt angreb med …Sg4! fulgt af …dxc3. Grækeren skulle ikke nyde noget og lod tårnet stå. Kort efter havde Kollars en afbytningskombination, der sikrede lige spil. Det dobbelte tårnslutspil endte med afvikling til et bondeslutspil, som var klart remis.

½-½

Zumsande – Bach: I dette tyske opgør fik vi intet bondeslutspil, men til gengæld et drama i en Pirc med 4.f4 og 5.Lb5+. Det er ultraskarpt, vel teori hen til omkring træk 20, og der var også masser af blod på knivene! Bach havde vist bedst styr på varianterne, han høstede nogle bønder og vandt relativt sikkert partiet. 0-1

Jesper – Filip: Jesper syntes at befinde sig bedst i den fremkomne skarpe Katalaner, og han fik hurtigt overtaget. Filip kæmpede bravt, men da han tog bonden på b2, slog Jesper til med det smarte Sxa7! Herefter var det reelt slut, og Filip opgav kort efter. 1-0

Jonas – Jens Ove: Dagens længste parti! Jens Ove beherskede sig i dag i åbningen og valgte i en Modern/Pirc at slå igen med e-bonden på f6. Det gav godt nok Jonas majoriteten på damefløjen, men Jens Ove fik en fornuftig stilling, ikke mindst da Jonas rykkede den frie d-bonde frem. I de efterfølgende komplikationer kunne Jens Ove have fået klar fordel, idet Jonas ville have fået en klumpfodet springer mod en stærk løber, hvis ikke Jens Ove havde tilladt afbytning af de sidste lette officerer. Herefter var det et lige tårnslutspil i et par træk, indtil Jens Ove slog den forkerte bonde. Det gav Jonas et slutspil med en fjern fribonde. Jens Ove forholdt sig for passivt med sin konge, og Jonas vandt nu smart ved at gå i et vundet bondeslutspil med 2 bønder mod 2! 1-0   

 

 

IM Jonas Buhl Bjerre slog IM Jens Ove Fries Nielsen, og skal score 2½/4 for at opnå den første GM-norm. Foto: Mads Boe

 

Bjørn – Grivas: Grivas valgte i 3.Lb5 sicilianeren en noget passiv variant, og da Bjørn rykkede frem med sin f-bonde, valgte grækeren at ofre en bonde for at få brikkerne i spil. Han fulgte i alt fald helt forkert op, og efter få træk så hans stilling ganske trøstesløs ud. I et tårnslutspil med 4 mod 2 valgte Bjørn så et bondeslutspil; nok fik grækeren hurtigt nogle af Bjørns bønder, men den sidse skulle hentes helt nede på b2, og i mellemtiden realiserede Bjørn sin h-bonde! 1-0

 

Med en sejr over GM Efstratios Grivas skal IM Bjørn Møller Ochsner score 2½/4 for at opnå den anden GM-norm. Foto: Mads Boe

 

Dagens parti:  

 

 

Dagens resultater: 

IM Jesper Søndergård Thybo, Jetsmark (2517) – FM Filip Boe Olsen, Skanderborg (2397) 1 – 0
GM Vasilios Kotronias, Grækenland (2486) – GM Dmitrij Kollars, Tyskland (2567) ½ – ½
IM Martin Zumsande, Tyskland (2492) – FM Matthias Bach, Tyskland (2307) 0 – 1
IM Bjørn Møller Ochsner, Skanderborg (2476) – GM Efstratios Grivas, Grækenland (2413) 1 – 0
IM Jonas Buhl Bjerre, Skanderborg (2432) – IM Jens Ove Fries, Fredericia (2371) 1 – 0 

 

Stillingen efter 5. runder: 

1. – 2. IM Jonas Buhl Bjerre, Skanderborg (2432) 4 point
1. – 2. IM Bjørn Møller Ochsner, Skanderborg (2476) 4 point 

3. IM Jesper Søndergård Thybo, Jetsmark (2517) 3½ point

4. GM Dmitrij Kollars, Tyskland (2567) 3 point
5. – 6. GM Efstratios Grivas, Grækenland (2413) 2½ point 

5. – 6. GM Vasilios Kotronias, Grækenland (2486) 2½ point 

7. FM Matthias Bach, Tyskland (2307) 2 point

8. – 9. IM Jens Ove Fries, Fredericia (2371) 1½ point
8. – 9. FM Filip Boe Olsen, Skanderborg (2397) 1½ point
10. IM Martin Zumsande, Tyskland (2492) ½ point  

 

Resterende program for turneringen:
Torsdag den 14. februar kl. 17:00: 6. runde
Fredag den 15. februar kl. 17:00: 7. runde
Lørdag den 16. februar kl. 16:00: 8. runde
Søndag den 17. februar kl. 10:00: 9. runde 

 

Hjemmeside: http://chesshouse.dk/gm-2019/

 

Live: http://liveskak.dk/2019/chesshouse/gm/live/

 

Turneringen kan også følges på Chess24: HER

 

Link til Chess House: http://chesshouse.dk/