VM-omkamp onsdag

For første gang nogensinde er en VM-match endt med lutter remiser efter at de ordinære partier er slut. 12 remiser i 12 kampe og hurtigskakomkamp på onsdag, er facit efter dagens remis i London. Der var på norsk tv, og hos kommentatorerne rundt omkring på internettet, overraskelse over, at Carlsen tilbød remis efter 31. træk. Carlsen havde tidligere i partiet lagt op til en trækgentagelse, som Caruana afveg. Carlsen stod en smule bedre efter Caruanas 25. f4 og i slutstillingen havde Carlsen endda også klart bedre tid.

 

12parti

Caruana – Carlsen – 12 gange remis indtil nu. Foto: https://worldchess.com/news


Til norsk fjernsyn fortalte Carlsen efterfølgende: ”Det blev egentlig et fint parti for mig. Jeg så ikke nogen muligheder for at spille på gevinst uden også at tage en risiko.”

12 matchparti:


 

Nu følger endnu en fridag, inden der skal spilles omkamp. Omkampen foregår over fire hurtigskakpartier, hvor hver spiller har 25 minutter til hele partiet plus ti sekunders tillægstid pr. træk. Skulle de fire partier ende 2 – 2, er der mulighed for op til 5 lynskakomkampe, hvor hver spiller har et sort og et hvidt parti. Betænkningstiden er 5 minutter + 3 sekunder pr. træk. Matchen er afgjort, hvis en af spillerne vinder en lynskakomkamp; men ender alle 5 lynskakomkampe uafgjort, skal der spilles et armageddon-parti, hvor hvid har 5 minutter til hele partiet mod sorts 4 minutter. I tilfælde af remis, er det sort, der løber med titlen.

En spændende onsdag er i vente – der bliver fundet en verdensmester!

Resterende program for VM-matchen:
Tirsdag den 27. november: Fridag
Onsdag den 28. november kl. 16.00: Omkamp

Der er flere steder at følge VM-matchen:

www.chess.com
www.chessbomb.com
www.chess24.com
www.chessdom.com

Har man norsk TV i sin kanalpakke sender NRK1 dagligt live fra dagens parti kl. 15.45, hvor dflere eksperter guider seerne igennem begivenhederne.

Den officielle hjemmeside: worldchess.com

Worldchess på Facebook: HER