Nederlag i sidste runde til Singapore

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

 

 

Det danske kvindelandshold fik en dårlig afslutning på OL, da holdet tabte knebent til Singapore. Sekundant Ellen Kakulidis skriver den afsluttende rapport:  

 

Singapore – Danmark: 2½ – 1½

1. WFM Hazel Liu Yang (2064) – WFM Esmat Susanne Guindy (2157) ½ – ½
2. Emmanuelle Hng Mei-En (2020) WFM Maria Vasova (2143) ½ – ½
3. Xin Siew Kai (1751) – WIM Oksana Kryger (2137) ½ – ½
4. Eunice Hng Mei-Xian (1687) – WFM Louise Fredericia (2060) 1 – 0 

 

Så kom dagen hvor den sidste og afgørende runde skulle spilles. Her skulle det afgøres, hvorvidt vi ville nå vores mål før turneringen,
1. Blive bedste nordiske nation
2. Få en slutplacering højere end vores startseeding
3. Score minimum en norm (ikke så vigtig som de to første)

Det sidste mål var desværre ikke længere muligt, men med en sejr i sidste runde, så ville de to andre ikke være helt sorte. Modstanderen hed Singapore, og på papiret var vi favoritter på alle brætter.

 

Oksana fik hurtigt en god og behagelig stilling, hvor hun spillede mod en isoleret bonde. Dog slog tidnøden ind og efter at have sat en officer i slag, så trak hun – meget rutineret – ratingkortet, hvilket modstanderen ikke kunne afslå. Puha og en remis!

Ikke lang tid senere var Louise færdig. Efter at have spillet virkelig godt i åbningen, så kostede et par regnefejl desværre det hele point. Øv! Vi tror dog på, at hun kommer stærkt igen efter en lille pause!

Esmat mødte en velspillende modstander, der i åbningen fik fordel og aldrig gav slip. Vi kender dog Esmat som en stor slutspilsekspert, hvilket viste sig at være kendt vidt omkring, da modstanderen i en bedre stilling tog en remis.

 

Sidst færdig var Maria, der nu stod overfor den besværlige opgave, at hun var nødt til at vinde for at matchen kunne udlignes til 2-2. Lige ved og næsten! Maria havde efter åbningen en bedre stilling, men senere i partiet var tiden også her imod os. Det så længe sort ud, dog fik hun på fineste vis kæmpet sig tilbage til en flot remis i et uligefarvet løberslutspil.

 

Det var altså en hård dag på kontoret, der gjorde, at vi desværre ikke nåede nogle af vores mål. Endnu mere ærgerligt er det, at en sejr ville have opfyldt det første og måske også det andet mål. En lang turnering, hvor holdet både har været ramt af træthed og sygdom, har det været. Dog mener vi, at det denne gang har været marginalerne, der har været imod os. I mange af runderne har vi haft gode stillinger – også mod de på papiret stærkere hold. Vi var i 10 runde også ved at opfylde det tredje af vores mål nemlig en norm. Ellen har spillet en skidegod turnering, og havde hun skrabet et halvt point mere hjem, så var en norm (som her til OL tæller dobbelt) altså også kommet i hus.

 

Alt i alt har vi ikke leveret den bedste skaklige præstation, men en oplevelse for livet har det i hvert fald været. Trods skidte resultater kan vi alle føle, at der flere steder er sket forbedringer i vores spil. Disse skal dog nok lige finpudses, og så kommer vi tilbage even stronger! Træningen op til OL har været intens og målrettet, desværre kan frugterne heraf ikke altid plukkes lige med det samme. Holdånd har der været hele vejen igennem, og mellem runderne har der været tid til alt fra gæt og grimasser til karaoke. Sammen er vi stærkere! 

 

Slutstilling i Kvinderækken:  

1. Kina, 18 matchpoint, korrektion 407 – 30,5 brætpoint
2. Ukraine, 18 matchpoint, korrektion 395,5 – 30 brætpoint
3. Georgien 1, 17 matchpoint, korrektion 375, 28 brætpoint
4. Rusland, 16 matchpoint, korrektion 379,5 – 30,5 brætpoint
5. Ungarn, 16 matchpoint, korrektion 372 – 29,5 brætpoint
6. Armenien, 16 matchpoint, korrektion 366 – 27 brætpoint
7. USA, 16 matchpoint, korrektion 359,5 – 27,5 brætpoint

51. Norge, 12 matchpoint, korrektion 259 – 25 brætpoint
56. Sverige, 12 matchpoint, korrektion 214 – 22,5 brætpoint
58. Finland, 12 matchpoint, korrektion 210 – 24 brætpoint
63. Island, 12 matchpoint, korrektion 198 – 24 brætpoint
84. Danmark, 10 matchpoint, korrektion 204 – 22,5 brætpoint

 

 

 

Link til resultater i Kvinderækken: HER

 

Link til hjemmesiden for OL i Batumi: https://batumi2018.fide.com/en

 

OL i Batumi på Facebook: https://www.facebook.com/batumi2018/

 

Kvindelandsholdet på Facebook: HER

 

Live på Chess24: HER