Danmark vandt 4-0

  • Post author:

Det danske landshold var i runde 7 oppe imod IPCA – International Physically Disabled, og fik en fin sejr hjem. Holdleder Tavs Bjerre skriver om dagens runde: 

 

IPCA – Danmark: 4 – 0
1. IM Igor Yarmonov (2376) – IM Simon Bekker Jensen (2482)  0 – 1
2. IM Andrei Gurbanov (2305) – IM Bjørn Møller Ochsner (2462) 0 – 1
3. IM Dmitrij Scerbin (2264) – IM Nikolaj Mikkelsen (2467) 0 – 1
4. Andrey Tersinsev (2194) – IM Jonas Buhl Bjerre (2423) 0 – 1 

 

IPCA er et hold af fysisk handicappede fra forskellige nationer. Vi var på papiret klare favoritter, men de har klaret sig rigtig godt i de foregående runder, bl.a. spillet 2-2 mod Finland i runde 6.

 

Jonas blev snydt i træk 1, i de 30 partier modstanderen har i basen mod 1. e4, er der ikke et eneste med Caro-Kann. Jonas fik ikke noget ud af åbningen, men da modstanderen var så uforsigtig at bytte en løber for en springer på d4 og slå den tilbudte bonde på g2, kom han i voldsomt uvejr, og efter godt tre timer kunne Jonas slutte fikst af med at ofre dronningen på en springer på c5 med udækkelig mat.

 

Herefter var der ikke tvivl om at vi ville vinde matchen, udelukkende om hvor stor sejren ville blive. Bjørn havde hvid i Jänischgambit i Spansk. Upræcist spil af modstanderen tillod Bjørn at give sort en isoleret trippelbonde i c-linjen. Der var uligefarvede løbere, men mens Bjørns stod aktivt på a1-h8-diagonalen, kunne sorts ikke komme i gang, og kombinationen af trusler mod kongen og en fribonde i a-linjen var mere end sort kunne klare.

 

Simon fik som ventet sort i London. Hvid kørte hårdt på med lang rokade og g4 og h4-h5, men hans officerer var for dårligt placeret til at retfærdiggøre en sådan fremfærd, og i stedet kunne Simon tage teten. I slutspillet måtte modstanderen ofre en kvalitet for at uskadeliggøre en farlig fribonde på f3. Men selv om han fik en bonde for den, var det udsigtsløst fordi bønderne var så svage.

 

 

IM Simon Bekker-Jensen – dansk topscorer med 4½/6. Foto: Poul Jacobsen

 

Sidste mand færdig var Nikolaj. Det blev helt efter planen sort i c3-Siciliansk. Nikolaj fik hurtigt udlignet fuldstændig. I slutspillet vandt han en bonde, men også her var der uligefarvede løbere. Rutineret blev Nikolaj ved med at presse på til modstanderen brød sammen. 

 

På førstebrættet spillede Simon et godt parti. 18.-,Sd4! så spændende ud:

 

 

Andre interessante resultater:

Polen – Aserbajdsjan 2-2 (4 remiser)
Ukraine – Kina 2-2 (4 remiser)
Tyskland – Holland 2-2 (4 remiser)
Kroatien – USA 1-3
Litauen – Sverige ½-3½
Irak – Norge 0-4 

 

Sejren bringer os ind i det fine selskab i sal 1 igen. Om vi så kan holde os, må vi se i morgen. Vi får i hvert fald hænderne fulde mod Schweiz, der har lutter stormestre og et snit på knap 2550. Deres hold ser således ud:

1. GM Sebastian Bogner (2619)
2. GM Yannick Pelletier (2544) 
3. GM Nico Georgiadis (2522) 
4. GM Noel Studer (2484) 
5. GM Florian (2456)

 

 

 

Link til resultater i Åben række: HER

 

Link til hjemmesiden for OL i Batumi: https://batumi2018.fide.com/en

 

OL i Batumi på Facebook: https://www.facebook.com/batumi2018/

 

Live på Chess24: HER