Esmat Guindy afgjorde matchen til dansk fordel

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Esmat Guindy afgjorde matchen til dansk fordel, da hun som sidste spiller tilbage vandt et nogenlunde lige slutspil, således at matchen endte 2½-1½ i dansk favør. Kvindelandstræner Peter Thorsbro skriver om dagens runde:   

 

Danmark – Costa Rica: 2½ – 1½
1. WFM Esmat Susanne Guindy (2157) – WIM Maria Elena Rodriguez Arrieta (1943)  1 – 0
2. WFM Maria Vasova (2143) – WFM Olga Leticia Gamboa Alvarado (1869) ½ – ½
3. Ellen Fredericia Nilssen (2101) – WFM Thais Castillo Morales (1925) 1 – 0
4. WFM Louise Fredericia (2060) – WFM Melanie Salazar Gould (1926) 0 – 1 

 

Efter en mægtig lussing fra Kazarkhstan var vi alle opsatte på at rejse os, og dette skulle gå ud over Costa Rica. På papiret var vi store favoritter mod dem, men til OL kæmper alle til sidste blodsdråbe, så det var bestemt ikke en modstander vi agtede at undervurdere. Oplægget var, som ofte før, at vi skulle vinde matchen. Gerne stort, men først og fremmest var det de 2 matchpoint vi gik efter.

 

De første par timer af Kampen forløb lige efter bogen. Ellen er super stærkt spillende, og når modstanderen spiller en unøjagtighed i åbningen straffes det prompte. Kongeangreb, 2 kvalitetsgevinster og opgivet efter 19,5 træk!

Louise så længe ud til at følge trop da hun med sort stillede og roligt fik en bedre og bedre stilling. Det kulminerede i skabelsen af en stærk og afgørende fribonde, og et par præcise træk mere havde nok lukket partiet. Pludselig spillede hendes modstander dog som en anden Tal, og med tricky taktiske manøvrer i tidnøden lykkedes det hende at tage pointet fra os. Øv, men den går ikke næste gang!

 

Maria var tilbage og klar efter en oversidning i runden før. Maria havde knap 300 ratingpoint mere end sin modstander, men at hun kunne spille skak blev hurtigt klart. Modstanderen spillede ganske enkelt et brandgodt parti, og Maria måtte finde det bedste frem for overhovedet at holde balancen. Hun forsøgte at lavere lidt for at søge gevinstmuligheder, men modstanderen virkede til at have styr på det. På det tidspunkt stod det 1-1 og Esmat havde fine gevinstmuligheder, så det virkede som en rigtig god disposition at tage remis, da vores chancer for matchsejr dermed var rigtig gode.

 

Esmat var tydelig opsat på at sætte sig igennem i dag. Det lykkedes hende at skabe en skæv stilling med springer og 3 bønder for et tårn. Objektivt lige (Det siger computeren i hvert fald), men i praktisk spil gode gevinstchancer og relativt lav risiko. Hun endte i slutspil med springer + 5 bønder mod tårn og 2 bønder. Da Esmat begyndte at skubbe bønderne fremad blev det for meget for modstanderen, og et rimeligt gennemført parti blev derfor kørt i mål og udslagsgivende for en virkelig vigtig matchsejr!

 

 

Esmat Guindy sikrede dansk matchsejr. Foto: Poul Jacobsen

 

Her før hvilerunden er det tid til midtvejsevaluering. Vi er kommet godt i gang, har vundet nogle knusende sejre, modtaget en lussing og spillet 2 tætte dyster som ramte tæt på papirets forventede score. Første halvleg vurderes bestået, og vi skal nu lade op til anden halvleg som bliver spændende.

 

Vi glæder os også over at vi ikke er de eneste som er kommet godt i gang. Vores søsternationer i norden har også klaret det godt! Finland virker stabilt gode og Norge er med en stærkt spillende Olga Dolzhikova på bræt 1 også rigtigt godt med. Sverige er ligeledes kommet godt fra start, mens vores søstre fra Island har vist skræmmende styrke. Ingen af vores venner i Norden har tilsyneladende tænkt sig at lade os blive bedste nordiske nation uden kamp, og det passer os fint!  

 

 

1. Esmat – WIM Maria Arrieta (1943)               2. Maria – WFM Olga Alvarado (1869) 

 

 

 3. Ellen – WFM Thais Morales (1925)               4. Louise – WFM Melanie Gould (1926) 

 

1: Esmat slog på e6 og endte med hele 3 bønder for kvalitet. Slutspillet blev kørt hjem, men først efter kontroverser om ulovlige træk og grå hår i hovedet til dagens fungerende kaptajn Ellen Kakulidis
2: Marias modstander har spillet fikst og Maria er havnet i en lidt kritisk stilling. Hun spiller det dynamiske e3 som ender som bondeoffer, men får så meget aktivitet, at remissen blev kørt relativt sikkert hjem
3: Ellen havde fået en god åbning igennem og kroner det nu med det smukke Sg5, som er super ubehageligt. 20 træk og modstanderen gav op i en tabt stilling.
4: Louise havnede igen i en stilling med vanskelige valg. I gårsdagens parti havde hun opløst spændingen med en afbytning, og her snakkede vi meget om at afbytninger var noget med forceret, fremragende eller forkerte. Her var det bare fremragende og hun spillede dxc4. Desværre spillede hendes modstander pludselig som en anden Wonder Woman, og Louise gik galt i tidnøden.

 

Lad os se hele Esmats afgørende parti:  

 

 

 

 

Stillingen i Kvinderækken efter 5 runder: 

1. USA, 10 matchpoint, 15,5 brætpoint
2. Kina, 9 matchpoint, 15 brætpoint
3. Ukraine, 9 matchpoint, 15,5 brætpoint
4. Georgien 2, 9 matchpoint, 15,5 brætpoint
5. Armenien, 9 matchpoint, 14,5 brætpoint
6. Georgien 1, 9 matchpoint, 14,5 brætpoint
7. Indien, 9 matchpoint, 16,5 brætpoint
8. Aserbaidsjan, 8 matchpoint, 15,5 brætpoint

51. Norge, 6 matchpoint, 12,5 brætpoint
54. Danmark, 6 matchpoint, 11,5 brætpoint
55. Island, 6 matchpoint, 12,0 brætpoint
56. Sverige, 6 matchpoint, 12,0 brætpoint
71. Finland, 5 matchpoint, 10,5 brætpoint

 

De nordiske lande er tæt placeret i stillingen, så det er stadig helt åbent, hvilket hold der bliver bedste nordiske nation.  

 

Lørdag er fridag i Batumi, og søndag møder kvindelandsholdet Columbia. Deres hold ser således ud: 

1. WIM Melissa Castrillon Gomez (2248)
2. WGM Beatriz Irene Franco Valencia (2191)
3. WIM Ingris Rivera (2227)
4. IM Paula Andrea Rodriguez Rueda (2298)
5. WIM Angela Franco Valencia Angela (2188) 

 

Link til resultater i Kvinderækken:  HER 

 

Link til hjemmesiden for OL i Batumi: https://batumi2018.fide.com/en

 

OL i Batumi på Facebook: https://www.facebook.com/batumi2018/

 

Kvindelandsholdet på Facebook: HER

 

Live på Chess24: HER