Team XtraCon Køge 1 genvandt Pokalen i Eliterækken ved stævnet pinsedag på Hotel Svendborg. For lige at understrege klubbens styrke, besatte Team XtraCon Køge 2 andenpladsen, mens Århus/Skolerne tog sig af bronzen. Team XtraCon Køge 1 vandt alle 6 kampe, hvilket indbragte 12 matchpoint. Stævnet blev i år spillet med matchpoint som den afgørende pointsum. Køges førstehold havde dog også vundet klart, hvis man han benyttet den gamle regel om at brætpoint var afgørende.
Køge igen suveræne. IM Mikkel Antonsen og GM Jon Ludvig Hammer spillede henholdsvis bræt 3 og bræt 1. GM Henrik Danielsen og Niels Jørgen Fries Nielsen var taget hjem inden præmieoverrækkelsen. Foto: Thomas Vestergård
Det blev i det hele taget en god dag for Køges hold. I Juniorrækken fik Køge bronze og det blev til guld i Seniorrækken 65+ foran Nørresundby og Roskilde.
Køges vindere i 65+ klassen. Hans Dahl Pedersen – scorede 6 af 6, Verner Christensen og Peter Wang. Bjarne Hjorth Andersen var taget hjem inden præmieoverrækkelsen. Foto: Thomas Vestergård
I 50+ klassen vandt Fredericia alle 6 kampe, og henviste Furesø til andenpladsen og SK1968 til bronzen.
Fredericias sejrherrer: Carsten Bank Friis, Jens Ove Fries Nielsen, Bjarne Light og Lars Wilton. Foto: Thomas Vestergård
I juniorklassen var der ikke meget tvivl om Frem 1s førsteplads. 6 sejre og 20½ brætpoint henviste Fredericia til andenpladsen og Køge til tredjepladsen.
Jacob Christensen, Alexander Le Besq, Sophus Mechlenburg Møller og Albert Mechlenburg Møller sikrede Juniorpokalen til Frem. Jacob Christensen og Alexander Le Besq scorede maksimumpoint, 6 af 6. Foto: Thomas Vestergård
I Bredderækken vandt Nyborg med 10 matchpoint foran ØBRO med 9 matchpoint og Allerød med 8 matchpoint. Havde man spillet med brætpoint i stedet for matchpoint, var det ØBRO, der var løbet med pokalen. Turneringsleder Hans Milter Pedersen efterlyste ved præmieoverrækkelsen feedback fra klubberne om erfaringerne med matchpoint, så har man en mening om matchpoint kontra brætpoint, hører DSU gerne derom på mailen pokalturnering@skak.dk.
Nyborgs vindere af Bredderækken, Søren Koch, Anders E. Jensen, Freddy Rode og Svend Veise. Foto: Thomas Vestergård
Da alle partier i år bliver hurtigskakratet, er der lidt længere arbejdstid med at få enkeltresultaterne på hjemmesiden, så om en dag eller to vil også enkeltresultaterne være at finde på stævnets hjemmeside.
Partier fra Live-dækningen: liveskak.dk/2018/pokal/