4. runde i Rumænien

  • Post author:

Jesper Bondo Medhus der er far til Vitus i U08, har taget opgaven med rundereferatet fra 4. runde. En runde, hvor vi tabte med 10-6, men hvor vi trods alt efter runden har en spiller i toppen af turneringen med 3½/4 og tre spillere med 3/4.

U08: Vitus Bondo Medhus(1417) – Andrei Kalin (1177) Makedonien 1-0
Vitus havde de hvide brikker og spillede italiensk, hvor han i træk 6 tog initiativet med e5. Herefter kendte modstanderen ikke teorien og Vitus satte gang i angrebet. Makedoneren forsøgte desperat med modspil, som kostede hendes majestæt allerede i træk 11 og Vitus vandt dermed sin tredje kamp i træk.

 

U08: Andreas Cort Maleeva Hansen (1298) – Alberto Atoyan – urated – Armenien 0-1
Andreas spillede med hvid en dronninggambit, hvor modstanderen svarede med nimzoindisk. Andreas vinder tidligt en kvalitet og står bedst. I midtspillet vinder modstanderen desværre et tårn med en afdækkerskak, hvorefter armeneren er foran med en officer i resten af kampen. Andreas kæmper dog flot videre, men efter 69 træk og 3½ times fight måtte Andreas hejse det hvide flag.

 

U10: John Christopher Christensen (1427) – Patrik Stevik Patrik (1872) Slovakiet 0-1
John spillede sin forberedelse med Ruy Lopez, men modstanderen havde skarpt modspil, der gjorde at John stod skidt efter åbningen. Modstanderen byttede en god springer af for at få en fribonde i d-linjen og får en aktiv c-linje med to tårne. Det udnytter modstanderen til at komme på 2. række og efterfølgende spille tre bønder frem, som bliver afgørende for partiet.

 

U12: Binz Lennox (1596) Schweiz – Casper Liu (1911) 1-0
Casper startede godt med de sorte brikker og kom foran med kvalitet. Desværre får Casper fingrene fat i et tårn, der ikke skulle flyttes, og reglen om ‘rørt brik’ koster en løber. Herefter var kampen reelt slut og Casper tabte.

 

U12: Simon Ehrenreich (1699) – Filipe Diogo Correia Bartolo (1504) Portugal ½ – ½
Simon spillede med de hvide brikker og får en meget lige kamp med 1.d4. Det ender i et slutspil med dronning + 4 bønder, mens modstanderen har dronning + 3 bønder. Portugiseren har dog en trussel om evigskak, der gør at Simon ikke kan omsætte den lille materialefordel til gevinst.

 

U12: Hannibal Valeur Jaques (1661) – Buendia Miguel Ruiz (1474) Spanien 0-1
Hannibal spillede en spansk åbning, der gik godt og bringer ham foran med en bonde. Desværre ender han med en konge, som er i en udsat position pga. h og g bønderne var byttet af for en springer. Hannibal fandt en taktisk finte, men der var desværre et stærkt modtræk, som ikke indgik i Hannibals beregning, hvorefter modstanderen stod til gevinst.

 

U12: Rasmus Emil Ryder Tønnesen (1660) – Jolan Debucke (1481) Belgien 0-1
Rasmus havde hvid og blev mødt med en siciliansk i en side-variant som Rasmus ikke kendte. Tabte forholdsvis tidligt en officer, men det åbnede lidt overraskende op for angrebsmuligheder i f-linjen og Rasmus truede med evigskak. Belgieren afværgede dog truslen og udnyttede materialefordelen og afgjorde kampen.

 

U14: Vladyslav Larkin (2204) Ukraine – FM Jonas Buhl Bjerre (2348) 0-1
Jonas havde sort og forberedelsen gik ikke helt efter planen. Ukraineren virkede interesseret i remis allerede tidligt i kampen med 1.Sf3 Sf6 2. b3. Jonas fik stille og roligt en lille fordel. Modstanderen spillede lidt upræcist og jonas står bedst da sluspillet nærmer sig. Det bliver et dobbelt tårn slutspil, hvor jonas har en bonde mere. Efter afbytning af det ene tårn og vinder Jonas kampen. Efter de første fire runder er Jonas dansk topscorer med 3½ / 4 points.

 

 

Jonas Bjerre har 3½/4 og er på en delt 3. plads i U14 inden 5. runde. Foto: Mads Boe

 

U14: Sander Stage-Steffensen (1959) – Marko Vuckovic (1861) Montenegro 1-0
Sander spillede en rigtig spændende kamp med de hvide brikker. Sander forventede skandinavisk, men blev mødt med siciliansk, hvorefter endte i en ukendt åbningsvariant. Alligevel får Sander en god udvikling, men modstanderen finder gode træk, så kampen er helt lige. Da tidskontrollen nærmer sig er begge spillere i tidsnød, og Sander laver et bondeoffer, som tvinger modstanderen i tænkeboks. Tidnøden koster modstanderen en officer, som giver afgørende fordel og sejr i slutspillet.

 

U16: Stjepan Dabic (2006) Kroatien – Adesh Easwaralingam (1904) 0-1
Adesh spiller kongeindisk med sort, men da de hurtigt bevæger sig ud af forberedelserne står Adesh knapt så godt. Lidt overraskende får modstanderen skabt angreb på kongefløjen, hvorfor Adesh forsøger at skabe modspil på dronningefløjen. Med en finte lykkes det for Adesh at bytte to tårne for en dronning, og det giver Adesh det bedste slutspil, og vinder kampen.

 

U16: Nienke Van Den Brink (1775) – Elizavetta Bitkova (1512) Estland 0-1
Nienke havde sort og spillede en marathonkamp og var en af de absolut sidste der forlod spillehallen. Desværre for Nienke lykkedes det ikke at få points til kontoen.

 

Georgios Beliotis (2157) Grækenland – FM Filip Boe Olsen (2279) 0-1
Modstanderen valgte en usund variant i Caro-Kann, hvor hvid ofrede en bonde. Filip stod hurtigt rigtig godt, men partiet var alligevel uklart. Modstanderen havde en chance efter kvalitetsofferet for at komme ind i partiet med Kf1 i træk 27 , men da han ikke fandt trækket vandt Filip kampen. Se det spændende parti her:  

 

 

U16: Nicolai Kistrup (2122) – FM Evgenios Ioannidis (2321) Grækenland 0-1

Nicolai havde hvid, og spillede Engelsk, som er hans favoritåbning. Det blev et langt og hårdt parti, men desværre endte han til sidst med at tabe til den stærke græker.  

 

U16: Isak Storme (2149) Sverige – Thomas Søndergaard Thybo (2049) 1-0
Thomas havde sort og spillede katalansk. Desværre røg han forholdsvis tidligt i en giftig taktisk finte og gav hurtigt op.

 

U16: Malina-Andreea Aciu (2058) Rumænien – Ellen Fredericia Nilssen (1977) 1-0
Ellen havde de sorte brikker og prøvede en Philidor, som ikke er den del af hendes foretrukne åbninger. Det virkede ikke helt som ønsket, og rumæneren spillede rigtig godt og fik hurtigt overtaget. Stille og roligt kørte modstanderen Ellen i sænk.

 

U18: IM Jesper Sondergaard Thybo (2466) – FM Johannes Haug (2379) Norge 1-0

Jesper spillede igen et parti, hvor han viser at han er meget dygtig til at beregne taktiske varianter. En kombination af pres i centrum på en svag d-bonde og gennemførsel af et kongeangreb med f4-f5 sikrede ham pointet. 

 

 

5. runde  starter kl. 15:00 (14:00 dansk tid) og vi har tre spillere på live: FM Jonas Bjerre, FM Filip Boe Olsen og IM Jesper Søndergaard Thybo. Link til live på Chess24: HER

 

Efter runde 5 er der en velfortjent fridag. Vi har endnu ikke planlagt noget, men vi trapper ned på skakken denne dag! Det resterende program ser således ud:

 

Søndag den 10. september kl. 15:00: Fridag
Mandag den 11. september kl. 15:00: 6. runde
Tirsdag den 12. september kl. 15:00: 7. runde
Onsdag den 13. september kl. 15:00: 8. runde
Torsdag den 14. september kl. 13:00: 9. runde 

 

Link til hjemmesiden for turneringen: https://ecuyouth2017.ro/