Ikke den afslutning vi havde håbet på!

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Fra holderlederen for det danske ungdomslandshold, Tavs Bjerre fra Skanderborg, har skak.dk modtaget en afsluttende rapport fra Hold-EM i Polen, hvor vi desværre sluttede af med 2 nederlag i de to sidste runder.

 

I femte runde mødte vi Polen I, et hold med samme ratingsnit som os. Matchen kunne være gået begge veje, men endte 2-2, et udmærket resultat.

 

Den udsatte fodboldturnering blev spillet mandag aften. Vi behøver ikke at gå i detaljer, men kan blot konstatere at den ikke blev forventede triumf for os.

 

I sjette runde gik det helt galt! Vi mødte Tyrkiet, som vi burde kunne spille lige op med, og efter åbningen så det også fint ud, men så satte vi det ene parti efter det andet over styr og endte med at tabe 0-4. Ikke rart!

 

I syvende runde skulle vi så forsøge at rette lidt op på det mod Slovakiet II, men det gik heller ikke. Med et nederlag på 1½-2½ endte vi på en skuffende 16. plads.

 

 

Det danske landshold inden starten på sidste runde. Foto: Tavs Bjerre

 

Det er klart at vi ikke kan være tilfredse med resultatet. Men vi ved af bitter erfaring at det er svært til de internationale stævner, vi sætter altid rating til, men det er o.k., de er godt givet ud, det er en investering i fremtiden. Skak bliver aldrig et rigtig holdspil, men der er alligevel noget særligt ved at være af sted som hold. Drengene har arbejdet godt både med forberedelserne og under partierne, der kom bare for mange fejl denne gang. Og så har de hygget sig sammen. Den slags oplevelser er vigtig inspiration for det daglige arbejde.

 

I toppen sluttede Tyskland af med 4-0 over Tyrkiet, mens Serbien vandt 3½-½ over Polen IV. De to hold sluttede med samme antal matchpoint, men Tyskland havde bedst korrektion.

 

Slutstilling:

1. Tyskland 11 matchpoint, 20 brætpoint

2. Serbien 11 matchpoint, 19 brætpoint

3. Kroatien 10 matchpoint, 15 brætpoint

16. Danmark 6 matchpoint, 14 brætpoint

 

Link til hjemmesiden for turneringen: http://www.eytcc2017.pl/en/