Fremover vil nyhedsredaktionen på skak.dk samle op på korte nyheder fra den forgangne uge. Det vil normalvis være nyheder, som ikke har fået en særskilt nyhed på skak.dk i løbet af ugen, eller hvor vi kun har skrevet om turneringen inden den startede. Fælles vil være, at det er korte nyheder, som vi vurderer kunne have interesse for læsere af skak.dk. “Kort nyt” vil være at finde på skak.dk enten søndag aften eller i løbet af mandagen – hver uge.
IM Mikkel Antonsen sluttede på 50% i Manhems Schackveckas GM gruppe, hvilket var omkring forventet score. I forlængelse deltog Mikkel i Göteborg Open, hvor han i et felt på 57 deltagere endte som nummer 3 med 6/9. Link til turneringerne: HER
I Open de Sants, Barcelona der startede den 18. august, har Danmark seks spillere med. Det er Tim Jaksland, Jan Nordenbæk, Lars Laustsen, Carsten Erlandsen, Lars Kjøller Nilsson og FU-medlem Peter Willer Svendsen. Deres resultater kan følges: HER – Link til turneringens hjemmeside: HER
IM Mads Hansen og IM Bjørn Møller Ochsner deltog i “V. Korchnoi Memorial” i St. Petersburg, men trak sig ud af turneringen efter 2. runde efter en håbløs turneringslederafgørelse som Bjørn har beskrevet på Facebook: “Mads lod sin tid løbe ud i træk 41 – i en total gevinststilling – da det engelske reglement gav 30 minutter ekstra ved træk 40. De ekstra 30 minutter fandtes dog ikke i den russiske udgave, og så havde Mads tabt på tid. Nogle timers diskussion med diverse officials endte ud i, at de indrømmede at fejlen var deres, ooog… stadig dømte Mads til tab. Only in Russia..”
Skanderborg Skakklub arrangerede i weekenden “Rema 1000 Sommer EMT”, som havde deltagelse af 44 spillere. En fremgang på 14 deltagere i forhold til sidste år. Vinder af den øverste gruppe blev trekløveret IM Igor Teplyi, Viktor Haarmark Nielsen og Rasmus Thøgersen. Med resultatet kom Viktor Haarmark Nielsen over 2300 i elo, og bliver dermed FM! Link til resultater fra turneringen: HER
De tre vindere i Skanderborg. Fra venstre: IM Igor Teplyi, Rasmus Thøgersen og (FM) Viktor Haarmark Nielsen. Foto: Kell Hansen