Unge talenter på normjagt

  • Post author:

Dansk Skak Union har i indeværende år afsat øgede midler til ungdomseliten, som er øremærket til, at de allerbedste kan komme sammen ud og spille nogle stærke turneringer sammen. Som den første turnering faldt valget på en lukket normgivende turnering i Jurmala, en lille kystby knap 20 km. fra Riga. Bag turneringen står den tidligere verdensklassespiller Alexei Shirov. Oprindeligt skulle der kun have været to grupper, men da vi meldte vores ankomst, oprettede han bare endnu en lukket IM-gruppe. 

 

Selvfølgelig er målet at der bliver lavet normer, men man kan også se ugen som en hård træningssession med indlagte partier, og derfor er GM Jakob Vang Glud med de unge talenter som coach.

 

Der var fælles afgang fra Kastrup søndag aften. Dog ankommer Jesper Søndergaard Thybo først til frokosttid her mandag. Han er meget tæt på IM-norm nummer 2 i Skakligaen, så eneste mulighed var et tidligt fly her mandag morgen.  

 

 

Vel ankommet til Riga. Fra venstre: Filip Boe Olsen, coach Jakob Vang Glud, Martin Percivaldi, Jonas Bjerre og Mikkel Manosri Jacobsen. Foto: Tavs Bjerre  

 

Udover de unge talenter deltager der også et par stærke spillere fra Nordkalotten. Både Kåre Hove Kristensen og Jacob Sylvan har vist god fremgang gennem de senere år, og er begge i nærheden af IM-titlen.

 

Grupperne ser i lodtrækningsorden således ud:

  

GM-GRUPPEN (ratinggennemsnit 2451)
1. IM Toms Kantans, Letland (2449)
2. GM Evgeny Gleizerov, Rusland (2515)
3. GM Normunds Miezis, Letland (2505)
4. IM Dmitrij Kollars, Tyskland (2507)
5. FM Martin Percivaldi, Køge Skakklub (2448)
6. FM Jena Rakesh Kumar, Indien (2317)
7. IM Tapani Sammalvuo, Finland (2431)
8. GM Evgeny Sveshnikov, Rusland (2489)
9. FM Jonas Bjerre, Skanderborg Skakklub (2355)
10. IM Nikita Meskovs, Letland (2490)

IM-GRUPPE A (ratinggennemsnit 2339)
1. GM Igor Shvyrjov, Estland (2410)
2. WIM Josefine Heinemann, Tyskland (2231)
3. FM Kåre Hove Kristensen, Nordkalotten (2393)
4. FM Arturs Bernotas, Letland (2332)
5. FM Jacob Sylvan, Nordkalotten (2416)
6. FM Valdis Saulespurens, USA (2241)
7. IM Dmitry Stets, Ukraine (2415)
8. FM Mikkel Manosri Jacobsen, BMS (2300)
9. IM Jonathan Carlstedt, Tyskland (2424)
10. Tickoo Sahil, Indien (2228)

IM-GRUPPE B (ratinggennemsnit 2323)
1. Egor Bogdanov, Ukraine (2360)
2. IM Oleg Krivonosov, Letland (2446)
3. FM Jesper Sondergaard Thybo, Jetsmark (2390)
4. Olga Badelka, Hviderusland (2281)
5. Dmitri Petrov, Estland (2204)
6. FM Bjoern Bente, Tyskland (2277)
7. FM Filip Boe Olsen, Nordre Skakklub (2123)
8. IM Roland Berzinsh, Letland (2424)

9. Vsevolod Dzjuba, Letland (2304) 

10. IM Vladimir Sveshnikov, Letland (2416)

 

Betænkningstiden er 1 time og 30 minutter + 30 sekunder pr. træk. Ingen ekstratid ved træk 40. Der spilles 2 runder fra mandag til torsdag og sidste runde fredag. 

 

Der vises desværre ikke live fra turneringen, men resultaterne kan følges på Chess-results. Link til de enkelte grupper ovenfor. 

 

I forlængelse af de 3 lukkede grupper spilles “Mikhail Tal Memorial”, som består af en lynskakturnering fredag aften og en hurtigskakturnering lørdag og søndag. Udover de danske spillere fra de lukkede grupper deltager også GM Jakob Vang Glud, IM Rasmus Skytte og FM Mads Boe. Begge turneringer er meget stærkt besat med over 20 GMere.

 

Deltagerlisten HURTIGSKAK og LYNSKAK.