Sune Berg Hansen vinder med hvid mod Thorbjørn Bromann finalen i Carsten Høis fødselsdagslynturnering. (Foto: Arild Rimestad.)
Fischer, Larsen og Høi
Bobby Fischer har betydet det samme for verden, som Bent Larsen for Danmark – og som Carsten Høi betyder for Brønshøj.
De to første mestre er væk, den tredje er heldigvis fortsat i fin form og stadig aktiv ved skakbrættet.
Forleden fyldte han 60 år, og i den anledning inviterede stormester Carsten Høis klub, Brønshøj Skakforening, til reception, foredrag med stormesteren selv og en efterfølgende lynturnering. (Alle fotos der ledsager denne artikel er taget af Arild Rimestad).
Søges: Passende modstand til Carlsen
Carsten Høi indledte sin tale til gæsterne med at afslutte en samtale i sin mobiltelefon.
Derefter henvendte fødselaren sig til de op mod 50 receptionsgæster, der fandt pladser rundt om i lokalet:
– Det var Agdestein. Han leder efter en aldrende mester til Magnus Carlsen om VM. Det skal helst være én, Carlsen kan klare, sagde Carsten Høi.
Derefter causerede Høi om ældre boksestjerner og skakmestre, der fortsatte karrieren ud over den almindelige pensionsalder. Fra vor egen verden især Larsen og Korchnoi, og Høi krydrede foredraget med små selvoplevede anekdoter om de store mestre, og fik nævnt Bent Larsens humor.
Tyske skakbøger kan føre til job
Skak har også haft stor indflydelse på Høis liv uden for skakbrættet:
– Grunden til at jeg blev tysklærer var, at jeg læste tyske skakbøger. Der var ikke så mange danske skakbøger dengang.
På Arild Rimestads foto fra foredraget ses bl.a. Kaare Vissing Andersen, siddende nr 3 fra venstre i lys skjorte. Vissing kom i sin tale ind på Høis betydning for Brønshøj siden Carsten begyndte i klubben som 12-årig. Sammenstillingen af Fischer, Larsen og Høi – nævnt i indledningen – er fra Vissings fødselsdagsartikel i en lokalavis.
Et par pladser længere til højre ses DSU-formand Poul Jacobsen og yderst til højre Tage Andersen, som er en af de spillere, der har kendt Høi siden skakkarrieren begyndte i 1969.
“Partiet mod Gulko må I selv finde”
Trods opfordringer fra salen ville Carsten Høi ikke vise glanspartiet mod Boris Gulko fra OL i Thessaloniki i 1988, da Danmark spillede mod USA. Det har været vist mange steder, anførte Høi.
Med forventning om fødselarens accept kommer der herunder en mulighed for at se de mange ofre med afsluttende epaulet-mat i langsom gengivelse.
Klik og se det parti Høi ikke ville vise fredag aften!
Høi ville hellere vise et nyt parti. Og her havde han heldigvis for arrangementet et instruktivt gevinstparti i år fra den tyske bundesliga.
Den tredobbelte danmarksmester, hvis mesterskaber er fordelt på tre årtier, luftede undervejs en ambition om at vinde senior-VM på et tidspunkt.
Efter foredraget var der en stærkt besat lynskakturnering efter forrunde/finale systemet med knock-out matcher i finalerne.
Her vandt GM Sune Berg Hansen i gruppe ét over IM Thorbjørn Bromann. Toernes finale blev vundet af IM Martin Haubro, der slog sin far, Sigfred, i finalen. I toernes finalegruppe kom fødselaren lidt længere nede.
Måske er alderen så småt begyndt at trykke.