Holdkaptajn Leif Kristensen skriver fra runde 3 ved Ungdoms VM, hvor pointhøsten desværre var i underkanten:
3. runde: 1-3
I U-14 spillede Filip åbningen dårligt (6.c4 i Caro-Kann) og kom hurtigt i problemer. Da han ikke forsvarede sig optimalt, blev stillingen kun værre, inden stillingen hurtigt brød helt sammen.
Thomas spillede sin modstander ud af banen (siciliansk med 3.b4) og førte med 2 bønder, da begge spillere kom i voldsom tidnød. Her taber Thomas desværre overblikket og stillingen på 2 træk. Et ærgerligt og helt unødvendigt nederlag, men marginalerne er endnu ikke tippet til dansk side i turneringen.
I U-16 spillede Bjarke med sort Benko men kommer til at stå lidt under i midtspillet. Bjarke kæmpede længe, fik udlignet og stod lidt bedre men kunne desværre kun få remis.
I U-18 spillede Jesper 4-springervarianten med hvid og opnåede lidt terrænovervægt, men stillingen er nok stadig i balance. I midtspillet får Jesper et fint trick ind, der vinder en kvalitet og giver Jesper gode gevinstchancer. I fortsættelsen vælger Jesper en for materialistisk
fortsættelse, der giver sort mulighed for modspil – i stedet kunne han have fået en stilling, hvor hvids brikker dominerer helt. Alligevel har Jesper i fortsættelsen stadig gode muligheder for at vinde, men modstanderen forsvarer sig opfindsomt, og det lykkes ham hele tiden at finde ressourcer – til slut i tidnøden ender det med en trækgentagelse, hvor Jesper har 2 tårne og 2 bønder mod dronning og 1 bonde. Desværre endnu en runde hvor vi ikke fik de points, som der var stillinger til.