Jonas Bjerre fortsat med i toppen

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Det er stadig mulighed for en dansk topplacering ved EM i Prag. Jonas Bjerre har kun sat et halvt point til, og er fortsat på en delt førsteplads inden de tre sidste runder. Dagens runde er skrevet af Morten Sørensen fra Skive Skakklub.

 

“Efter en hviledag, hvor de fleste nåede en tur til Prags centrum og gik den obligatoriske tur over Karlsbroen, var det hverdag igen. Forberedelsen blev flyttet ind i et mere stille og køligere rum.

 

Vejret er fortsat skønt, og til frokost var der endda en lille fornyelse i madudbuddet. En flok af drengene går efter frokost hen på en nærliggende bane og spiller lidt fodbold med andre skakspillere fra forskellige lande.

Rent resultatmæssigt endte det med 4 remisser og 4 sejre. Efter dagens remis ligger Jonas Bjerre efter 6 runder fortsat på en delt førsteplads med 5,5/6 sammen med 3 andre.

De fleste partier kan gennemspilles på følgende adresse: http://www.eycc2016.eu/games/replayer/

 

Dagens resultater:
B8: John Christopher Christensen havde hvid mod James Earle Dominic fra Slovakiet (urated). Der blev spillet afslået dronningegambit. Partiet kom ind i en lukket stilling, hvor det lykkedes modstanderen at gå hele vejen frem med kongen og nappe en bonde. John forsøgte at forsøgte at finde en evighedssak, men til sidst kom fribonden til baglinjen, og John måtte give op. Partiet blev 109 træk og varede 3 timer og 45 minutter.

B10: Marius Bøss Sørensen havde sort mod Vojtech Prochazka fra Tjekkiet (urated). Marius spillede siciliansk Sveshnikov – en åbning som modstanderen tidligere havde dummet sig i; men til dagens kamp havde han læst op på teorien. De spillede 14-15, teoritræk hvorefter modstanderen stilling langsomt blev bedre end Marius’, uden at vi under analysen lige kunne sætte finger på, hvor det skete. Marius fik byttet dronningerne af, og partiet endte med ulige-farvede løbere og en remis til følge. Lukas Iskos var sort mod Marius’ modstander fra i går, Adrian Guri fra Albanien (1202). Farverne var dog byttet om, så det kunne Lukas ikke bruge til så meget. Der blev spillet Trompowski (1. d4, Sf6, 2. Lg5). Lukas fik en lille svaghed med en isoleret bonde, men det fik ikke betydning, da alle officererne hurtigt blev byttet af til et helt lige slutspil, og partiet endte remis.

B12: FM Jonas Bjerre var på førstebrættet hvid mod CM Mamikon Gharibyan fra Armenien (2194). De to spillere var de eneste tilbage i B12 med 5/5. Baseret på spillene i åbningsdatabasen havde Jonas forberedt sig på Najdorf, men modstanderen tog fusen på Jonas og spillede fransk. Jonas kom fint ud af åbningen, men overså derefter et lille trick, så han fik en lidt svagere stilling og kom lidt under pres. Han holdt dog hovedet koldt og det endte med remis. Hannibal Valeur Jaques mødte for tredje gang en tjekke, Tomas Keprt (1567). Det blev Siciliansk. I midtspillet tabte Hannibal en bonde og lidt senere lavede Tjekken et lille taktisk trick, der kostede en bonde mere. Modstanderen troede sig måske sikker på sejren og rykkede bønderne frem. Pludselig lukkede han sin konge inde mellem sine egne bønder og i opposition til Hannibals konge, hvilket Hannibal udnyttede til en mat i en i en ellers tabt stilling.

B14: FM Filip Boe havde sort mod Jakub Stinka fra Tjekkiet (2034). Modstanderen gik ud i Panov-varianten i Caro-Kann. Det virkede ikke som, at modstanderen havde forberedt sig, og Filip fik bare en god stilling. Han valgte at tage en bonde og ved korrekt spil, kunne modstanderen have holdt sammen på det, men han gik galt i byen, og Filip vandt en bonde mere og partiet. Sander Stage-Steffensen var sort og mødte Bruno Andre Leite Martins fra Portugal (1878). Modstanderen spillede Shirov varianten i Philidor lion defence uden Sf3, en variant Sander ikke havde forberedt sig på. Tidligt i partiet måtte han give en bonde og lidt senere en mere, og Portugiseren kørte partiet hjem.

B16: Nicolai Kistrup var hvid mod FM Thomas O`Sullivan fra Frankrig (2293). Nicolai spillede et bondeoffer mod Grünfeld, og kom rigtig godt ud af det. Begge spillere kom i stor tidnød, og modstanderen tilbød remis i en helt tabt stilling, hvilket Nicolai afslog. Men efter et par unøjagtigheder fra Nicolai var stillingen kun lige, og senere hen i tidnøden overså han desværre noget taktisk og tabte.

B18: FM Martin Percivaldi var hvid mod Hector Laiz Ibanez fra Spanien (2229). Der blev spillet Tarrasch. Modstanderen spillede en forkert plan med Sg4, hvorefter springeren blev fejlplaceret på h6. Herefter spillede Martin sikkert og vandt den isolerede bonde i centrum. Partiet endte med, at modstanderen blev sat mat med kongen midt på brættet. Bjarke Vangsgaard var hvid mod Rudolf Tirziman fra Irland (1884). Bjarke skaffede en del terræn efter åbningen, men åbningen endte i en stilling uden klare gennembrudsplaner. Efter et par uklare forsøg på gennembrud fik Bjarke en forpost på c6 med en springer. En blunder fra Bjarke kostede en kvalitet, men heldigvis fulgte Rudolf ikke godt op på det, og Bjarke fik et vindene angreb.

G12: Nienke Van Den Brink var sort mod Stela Simonova fra Slovakiet (1393). Nienke spillede fransk og modstanderen valgte den fremskudte variant. Slovaken fik en lidt bedre stilling ud af åbningen; men Nienke fik byttet dronningen af, hvilket tog pres af stillingen, hvorefter det endte med en remis.

G14: Signe Sofie Bøss Sørensen var sort mod Noa Munte fra Israel (1529). Signe Sofie fik sin forberedelse med semi-slavisk igennem, og kom egentlig fint ud af åbningen. Modstanderen lavede et taktisk angreb på Signe Sofie, som desværre overså, hvordan hun kunne havde reddet sig med en god stilling til følge. Det kostede en bonde. Senere i partiet lavede hun en forkert afbytning, hvilket gav en åben centrums-linje til modstanderen, der kunne sætte et vellykket mat-angreb ind.

G16: Ellen Fredericia Nilssen var hvid mod Sena Ayan Bengu fra Tyrkiet (1835). De kom ud i en Slavisk, hvor Ellen angreb på dronningefløjen og modstanderen på kongefløjen. Ellen undervurderede angrebet mod sin konge, og efter en regnefejl var der ikke meget at gøre, og partiet endte med sejr til sort.

G18: WFM Freja Vangsgaard var sort mod Eszter Arvai fra Ungarn (1955). Frejas modstander spillede en variant i Caro-Cann, som er kendt for at være fuldstædig remis. Via forskellige potentielle manøvre, fik Freja en god stilling i et slutspil. Freja ventede til det rigtige tidspunkt med at bryde modstanderens stilling op, så Freja kunne trænge ind i modstanderens stilling, hvilket førte til materiale gevinst og en vundet stilling. Men i den evige tidnød lavede Freja en afgørende fejl, der tillod modstanderen at komme ind i hendes stilling, og en ellers sikker gevinst blev desværre forvandlet til et nederlag.” 

 

På trods af hård modstand er der stadig en rigtig god stemning i den danske delegation. Billedet er taget om formiddagen inden runde 7. Senere i dag får spillerne mulighed for at få taget billede med GM Arthur Jussupow, som mange kender fra hans meget anerkendte træningsbøger. Foto: Ruggero Percivaldi 

 

Resterende program for turneringen:
Torsdag 25. august kl. 15:00: 7. runde
Fredag 26. august kl. 15:00: 8. runde
Lørdag 27. august kl. 13:00: 9. runde

Live: http://www.eycc2016.eu/games/live-coverage/

Link til resultater for de danske spillere: HER

Link til hjemmesiden: http://www.eycc2016.eu/