World Junior U20 Championship 2016

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Ellen Kakulidis fra Aalborg Skakforening og Rasmus Thøgersen fra Jetsmark deltager i perioden fra den 8. august til den 21. august i World Junior and Girls U20 Championship i Indien. Der deltager over 150 spillere fra over 60 lande i årets turnering.  I den åbne række er Rasmus seedet som nummer 69 af 83 startende spillere og de 30 spillere har over 2400 i rating. Ellen er også placeret i den lavere ende som nummer 46 af de 59 startende spillere i pigerækken. Så det er generelt en hård opgave der venter de to unge talenter i turneringen.

 

 

Åbningsceremonien foregik søndag aften  i Bhubaneswar i Indien. Foto: Ellen Kakulidis

 

Ellen vil sende et par opdateringer fra Indien til skak.dk i løbet af turneringen. Her kommer den første:

 

“Bhubaneswar er hovedstaden i regionen Odisha i Indien, og blev grundlagt i 1948. Byen er centrum for religion og økonomi i øst-Indien og er kendt som templernes by. Indbyggertallet i Bhubaneswar er 837.000, men der er d.7 august ankommet to ekstra, nemlig en rekordlille dansk delegation på 2 deltagere. Den meget lille men kvalificerede delegation bestående af Rasmus Thøgersen og undertegnede (Ellen Sofia Kakulidis) er draget ud på eventyr i Indien, for at spille junior VM i skak. Junior VM består af 13 runder, som spilles over 14 dage fra d.8-21 august, i en åbengruppe og en kvindegruppe, hvor begge grupper er for alle aldre under 20 år. Rasmus spiller i den åbne gruppe med ca. 54 deltagere, og jeg spiller selv med i kvindegruppen med ca. 39 deltagere. Både Rasmus og jeg er seedet 10 placeringer fra bunden, men det holder os ikke fra at være ambitiøse! Vi har indset, at det nok ikke er realistisk at vinde turneringen og derved score en GM/WGM titel, så derfor har vi bestemt os for, at et passende mål må være, at score en IM/WIM norm. Målet kan jo altid justeres løbende i takt med resultatet, og alt i alt, så handler det om, at få spillet noget godt skak, og med åbne arme modtage de lektioner vi kan få.
Vi har som opvarmning til turneringen begge spillet Xtracon Chess Open, og derefter holdt en uges træningslejr i New Delhi, Agra og Jaipur, for at styrke vores forudsætninger for at kunne håndtere den indiske varme på omkring 35 grader, deres madlavning og ikke mindst deres mangel på orden og struktur. Allerede før turneringen er startet, har vi stødt på en del forhindringer i form af tilmelding og kommunikation mellem turneringskomiteen, men det hele har vist løst sig efter længere strabadser, så nu må vi også spille med.”

 

Hvis man er interesseret i at høre mere om deres resultater, kan man følge Ellens blog på: Kakulidis.bloggersdelight.dk, hvor der løbende vil være indlæg omkring selve turneringen og alt rundt omkring.

 

Program for turneringen:

 

8. august: Runde 1 kl. 11:30
9. august: Runde 2 kl. 11:30
10. august: Runde 3 kl. 11:30
11. august: Runde 4 kl. 11:30
12. august: Runde 5 kl. 11:30
13. august: Runde 6 kl.  11:30
14. august: Runde 7 kl.  11:30
15. august: Fridag
16. august: Runde 8 kl. 11:30
17. august: Runde 9 kl. 11:30
18. august: Runde 10 kl. 11:30
19. august: Runde 11 kl.  11:30
20. august: Runde 12 kl.  11:30
21. august: Runde 13 kl.  06:30

  

Link til live i åben række : HER

 

Link til live i pigerækken: HER 

 

Link til hjemmesiden: http://www.wjcc2016india.com/