I den årligt tilbagevendende knock-out hurtigturnering i Allerød i Nordsjælland vandt den herboende svenske stormester Jonny Hector turneringens øverste 16-mands gruppe.
Det var ikke helt uventet, men en tilmelding i sidste øjeblik fra den syvdobbelte danmarksmester GM Sune Berg Hansen gjorde årets turnering til den stærkeste nogen sinde hvad titler angår.
De to GM’ere mødtes dog ikke. FM Martin Percivaldi spændte ben for et stormesteropgør ved at vinde over Sune Berg Hansen med 1,5 – 0,5 i de to semifinalepartier, og det betød, at Sune blev nummer tre efter slutsejr over IM Mikkel Antonsen. Finalen kom til at stå mellem GM Hector og FM Percivaldi, og sidstnævnte vandt første af de to finalepartier. Men Hector vandt det andet og derpå det afgørende lynparti.
Der blev spillet i tre knock-out grupper med 16 mand i hver og dertil kom endnu et mindre antal spillere. Konceptet er, at efterhånden som man bliver knock-outet, ryger man i en schweizergruppe, tager eventuelle point med, og har stadig mulighed for præmie.
Foto fra omkampene af Verner Christensen. På billedet skimtes Ib Skovgaard, der vandt gruppe to over Mikael Ramkilde, også efter omkamp. Midt i billedet det spændende finaleparti i topgruppen mellem Jonny Hector og Martin Percivaldi.
Læs mere på Allerød Skakklubs hjemmeside, www.ask-skak.dk