Hård modstand i Ungdoms-VM

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

De danske ungdomsspillere gjorde det godt ved ungdoms-VM blandt 1600 deltagere men manglede som også ved tidligere lejligheder det sidste i at komme helt til tops..

Tavs Bjerre skriver her i det afsluttende referat:

 

ungdoms vm 

 

(De danske ungdomsspillere i en afslappet stund. Foto Anne Bjerre) 

Efter 11 hårde runder på 12 dage er ungdoms-VM nu slut. Ca. 1600 deltagere fra hele verden var samlet, det var super vejr det meste af tiden, der var fine spilleforhold og udmærket hotel og mad. Hvad mere kan man ønske sig? Det skulle da lige være en topplacering eller to.

Flere af vores spillere gjorde det glimrende undervejs, men som sædvanlig manglede der det sidste i at komme helt til tops. Det er meget svært, konkurrencen er benhård, og mange spiller til langt mere end deres ratingtal.

Topscorer for Danmark blev Jonas Bjerre i U12 med 7 point. Jonas fik gennemgående gode stillinger, men mistede i et par tilfælde orienteringen i kritiske stillinger, og han mangler nok lidt mere robusthed for at nå helt op.

Nicolai Kistrup, U14, spillede rigtig godt, mødte en del højere ratede modstandere, scorede 6½ point og havde endda stillinger til mere. Også Jesper Thybo, U16, spillede godt og scorede 6½ point mod meget stærke modstandere. Jesper var involveret i flere voldsomt komplicerede partier, der bølgede frem og tilbage, og kunne også have fået mere.

For Rasmus Thøgersen, U18, med 4½ point og Ellen Kakulidis, P18, med 5 point var turneringen mere blandet, gode præstationer vekslede med knap så gode. Rasmus måtte i øvrigt droppe sidste runde for at tage til Thessaloniki efter et nyt pas.

Debutanterne havde det naturligt nok svært, men tog det med godt humør. De har fået en stor oplevelse og har helt sikkert lært en masse skak. I U10 var vi repræsenteret af Casper Liu og Marius Bøss Sørensen. Bedst gik det Casper, der vandt det indbyrdes opgør i 2. runde og samlet scorede 4½ point.

Marius fik 3½ point. Rebecca Brinck-Jensen scorede 3½ point i P10, og Alexander Trier 2½ point i U14.