Philidors liga-debut: Vandt 7-1

  • Post author:

curt hansen

Skakklubben Philidor vandt sin debutmatch i XtraCon-Skakligaen med 7-1 over Jetsmark.

 (arkivfoto  af Curt Hansen) 

Philidor stillede med fire GM og tre IM mod Jetsmark, der havde en enkelt IM på holdet. Det var førstebrættet Christian Kyndel Pedersen, som tabte til GM Gawain Jones. Jetsmarks ene point kom i hus i form af to remispartier. Det var Andreas Wiwe mod GM Jakob Vang Glud på bræt tre og Tommy Nielsen mod David Bekker-Jensen på bræt otte.

 

Philidor har med storsejren i første runde lagt sig i spidsen med 2,5 point til nærmeste forfølgere, da alle fire øvrige matcher var meget jævnbyrdige. I morgen (søndag den 1. november) møder holdet et af de stærkeste blandt de øvrige hold i gruppen, sidste års danmarksmesterhold fra Skanderborg.

 

Skanderborg spillede lørdag 4-4 mod Nordkalotten. Opgøret på 1. bræt mellem GM Jonny Hector og IM Rasmus Svane blev vundet af Hector.

 

Bov fra Sønderjylland var som Philidor debutant i Skakligaen, men Bov måtte nøjes med præcis halvt så mange point som Philidor, nemlig 3,5. De blev scoret mod Øbro, som altså fik 4,5 point. Bov vandt opgøret på 1. bræt da Giso Jahnke slog Mads Smith Hansen.

 

Brønshøj vandt 4,5 – 3,5 over Århus/Skolerne. På 1. bræt vandt GM Tiger Hillarp-Persson over FM Bjørn Møller Ochsner. Dagens sidst afsluttede parti stod mellem Århusspilleren IM Rasmus Skytte og FM Jakob Aabling-Thomsen. Her vandt Brønshøjspilleren og bragte sig endnu nærmere en IM-titel.

Normerne har Aabling-Thomsen så rigeligt af, nemlig fire styk, den seneste hentet i Europa Cup for nylig i Skopje. Men ratingtallet skal også over 2400 – der manglede 22 point inden dagens opgør mod højere ratede Rasmus Skytte, og sejren betyder yderligere 10-12 point.

 

Live-chatten viste spændende match

Det sidste opgør stod mellem Nordre og Hillerød. Det endte 4,5 – 3,5 til Nordre og var den eneste af de fem matcher der kunne ses live på nettet. Her kunne man blandt andet følge et af landstræner og GM Lars Schandorffs ret sjældne nederlag med hvid. IM Igor Teplyi slog stormesteren med sort i en variant af Grünfeld-indisk.

 

Matchen var tæt på at ende 4-4. Hillerøds FM Martin Percivaldi fik på bræt to – efter at have stået i underkanten med kvalitet mindre – kæmpet sig frem til en gunstig stilling, som i FM Martin Bækgaards tidnød endda på et tidspunkt ifølge “uglerne” i live-chatten var vundet for Percivaldi.

Det endte med løber og gal randbonde. Eller randbonde og forkert farvet løber om man vil. Remis var det i hvert fald efter 92 træk.

 

Anden runde søndag

I morgen søndag (1. november) spilles 2. runde fra klokken 10.00 i såvel Chess House, Katrinedalsvej 111A i Århus og hos Øbro, Rosenvængets Allé 31, København Ø.

 

En enkelt kamp kan søndag følges på live-chat, det er Brønshøj – Nordre. Den anden kamp i Århus står mellem Århus/Skolerne og Hillerød.

 

I København er kampene: Øbro – Jetsmark, Nordkalotten – Bov og Team Nordea Skanderborg – Philidor.

 

Detaljer og enkeltresultater her