Skakligaen indledes med topopgør

  • Post author:

 

elite - guld

Danmarksmesterskabet i skak for hold indledes i den kommende weekend.


Allerede i anden runde søndag den 1. november forventes et af de afgørende opgør, når Team Nordea Skanderborg møder oprykkerne fra Philidor.

(på Thomas Vestergårds foto fra årets pokalturnering ses nogle af Philidors spillere, Nils Grandelius, Nikoaj Mikkkelsen, Jakob Vang Glud og Helgi Dam Ziska)

Som det vil være mange skakspillere bekendt, har Philidor taget sit navn efter 1700-tallets franske storspiller, og klubben har indtil videre vundet sin række hvert år, og er nu kommet i toppen af dansk skak. Med 19 medlemmer, ingen klubaften og næsten udelukkende titelholdere, heraf knapt halvdelen fra andre lande end Danmark, er Philidor et særsyn i skaklivet.


Man skal ikke på forhånd tage spændingen ud af en turnering, der end ikke er begyndt, så lad os nøjes med at skrive, at ud fra ratingtallene er klubben storfavorit til at vinde DM. Man kan selv på holdturneringens side

 

http://holdskak.skak.dk/TeamTour/Index/3

 

orientere sig om holdopstillingerne. At en spiller som GM Curt Hansen er nummer fem på Philidors hold siger noget om styrken. Nummer et på klubbens liste er verdensstjernen Michael Adams med 2700+.


I 1. division i den foregående sæson vandt Philidor fire af de syv matcher med maksimumscoren 8-0.


Den anden oprykker, Bov, var oprykker til 1. division i foregående sæson og det kom bag på klubben selv, at den allerede efter en enkelt sæson i den næstbedste række rykkede helt op i Skakligaen, fremgik det af en artikel i Skakbladet.


Det sønderjyske hold har hjemmebane i Padborg, og holdet består mest af lokale spillere fra både nord og syd for grænsen.


Kampene i ligaen spilles i den indledende dobbeltrunde i København, hvor Øbros lokaler huser tre matcher og Chess House i Århus er vært for to matcher.


Adresserne er: Øbro, Rosenvængets Allé 31, kld., 2100 København Ø og hos Nordre Skakklub, Chess House, Katrinedalsvej 111 A, 8200 Århus N.


Lørdag den 31. oktober klokken 14.00


I København: 

Team Nordea Skanderborg – Nordkalotten.

Jetsmark – Philidor.

Øbro – Bov.


I Århus:

Nordre – Hillerød.

Århus/Skolerne – Brønshøj.


Søndag den 1. november klokken 10.00


Igen i Øbros lokaler i København:

Nordkalotten – Bov.

Øbro – Jetsmark.

Team Nordea Skanderborg – Philidor.


I Århus:

Brønshøj – Nordre.

Hillerød – Århus/Skolerne.


Gratis adgang

Der er gratis adgang til kampene som altså begynder lørdag klokken 14.00 og søndag klokken 10.00.


Spilletiden er 90 minutter til 40 træk til hver spiller plus 30 minutter til resten af partiet med tillæg af 30 sekunder pr. træk fra træk ét. 


3. runde spilles 6. december – og de øvrige datoer er 9. januar 2016, 10. januar, 24. januar og 7. februar inden der afsluttes med de sidste to runder i weekenden den 5. og 6. marts 2016.


Til den afsluttende dobbeltrunde i marts samles alle 10 hold i Skanderborg.

Der plejer traditionelt at være spænding til det sidste om såvel kampen om mesterskabet, som om hvilke to hold, der må forlade XtraCon-Skakligaen og dermed skal en tur ned i 1. division.