13 danske spillere i Europa Cup i Skopje

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Europa Cup_pokaler_2015

To hele hold plus en enkelt spiller.

 

Sådan kan man opregne antallet af danske spillere i Europa Cup’en for klubhold, der blev indledt søndag i Makedoniens hovedstad, Skopje. (foto fra turneringens hjemmeside af de pokaler, der spilles om. Desværre kommer de næppe til Danmark).

 

De to danske hold er Brønshøj og Jetsmark. Den ene danske spiller ud over de to hold er IM Rasmus Svane, som er registreret i FIDE for Tyskland, og bor og spiller for Hamborg. Næsten-stormesteren Svane med flere normer og en rating på 2543 stiller i den danske skakliga op for Skanderborg. 

 

Brønshøj og Jetsmark måtte allerede i første runde erkende, at der bliver hård modstand. Brønshøj måtte nøjes med en enkelt remis og fem nederlag. For Jetsmark gik det dobbelt så godt, nemlig to remiser – men dermed altså et nederlag på 1-5.

 

Brønshøj uden Høi

Brønshøj stiller op med FM Jakob Aabling-Thomsen, IM Kim Pilgård, IM Jacob Carstensen, FM Ralph Junge, Esben Christensen og Klaus Yssing Jørgensen. Man bemærker at GM Carsten Høi ikke er med; han spillede samtidig med i den åbne GM-turnering i Køge.

 

Jacob Carstensen, der afværgede et 0-6 nederlag, kommer frisk fra hurtig- og lyn-VM i Berlin hvor han blandt andet spillede mod 13 stormestre ud af 15 partier i hurtigturneringen, med en pæn score på 5 point i det stærke selskab og undervejs besejrede Seirawan. 

 

I Skopje blev det til remis mod IM Kristian Stuvik Holm på det norske hold Vaalarenga der har GM Romanov på bræt et og norgesmesteren Aryan Tari på andetbrættet.

 

De to danske hold følges pænt ad hvad rating og seedning angår: Brønshøj er seedet 40 og Jetsmark 41 blandt de 50 hold.

 

Jetsmark har FM Bjarke Jensen, FM Andreas Wiwe, Alexander Rosenkilde, Jakob Rathlev, Christian Grubert og Tobias Hofmann på holdet, der i første runde tabte 1-5 til et schweizisk hold med to GM og tre IM.

 

Der er en del verdensklassespillere med. Eksempelvis Topalov, Giri, Adams og Mamedyarov – de spiller alle på holdet “Socar” der udelukkende består af stærke stormestre. Det russiske hold “Siberia” har blandt andre den nybagte lyn-verdensmester Grischuk samt kineserne Li Chao og Wang Yue, mens et makedonsk hold – Alkaloid, uden mange makedonere – har skaffet flere i kandidatturneringsklassen med Ivanchuk, Jakovenko og Andreikin.

 

Følg Europa Cup’en her