Husk efterårets internationale turnering

  • Post author:

 

rozentalis okt_2014
Koordinatoren af de efterhånden traditionsrige stormesterturneringer i Køge-området, Finn Stuhr, erindrer om at man stadig kan nå at tilmelde sig den sidste GM-turnering i år på dansk grund: Efterårets Internationale skakturnering – Xtracon Grand Master. (arkivfoto af GM Rozentalis, tidligere deltager – også med i år!)

Finn Stuhr skriver:
Der er lige nu 60 deltagere tilmeldt turneringen, her cirka tre uger før starten af efterårets GM turnering.

20 titelholdere(10 GM, 2 WGM, 3 IM og 5 FM har foreløbig meldt deres ankomst.
Der er live-kommentering af FM Niels Jørgen Fries Nielsen, nu Ringkøbing Skakklub og holdspiller i Danmark, Tyskland og Sverige.

I turneringen deltager blandt andre de tidligere senior-verdensmestre, Vladimir Okhotnik og Jens Kristiansen, men også topspillere som Alexandr Fier, Boris Chatalbashev og Eduaras Rozentalis. Sidstnævne stiller også op for Køge og har deltaget flere gange i turneringer i Danmark. De senest tilmeldte GM er Maiorov, Hviderusland og Erik Blomqvist, Sverige.

En række stærke IM’er deltager og kæmper for GM-norm. Foreløbig er det Mikkel Djernæs Antonsen, Jens Ove Fries Nielsen, Simon Bekker-Jensen, Andreas Skytte Hagen, Manuel Valles, mens flere FM-er går efter IM-normen: det drejer sig om David Bekker-Jensen samt juniorerne Mikkel Manosri Jacobsen og Martin Percivaldi og færingerne Høgni Egilstoft Nielsen og Rógvi Egilstoft Nielsen.
To kvindelige stormestre, (WGM) Evgeniya Doluhanova og Nino Maisuradze er også med i det stærke felt.

Har du ikke allerede tilmeldt til efterårets internationale GM turnering, kan du nå det endnu. Finn Stuhr oplyser at arrangørerne hver uge resten af september udlodder to flasker rødvin blandt ugens tilmeldte.

Du kan komme til tilmeldingssystemet her

Med skakhilsen
Finn Stuhr
Koordinator
Xtracon Grand Master
tlf +45 25468293