Lørdag den 8. november kl. 13.00 dansk tid sætter den 23-årige norske verdensmester Magnus Carlsen sig til brættet i den russiske by Sochi, hvor den tidligere verdensmester Viswanathan Anand på den modsatte side, vil forsøge at vinde verdensmesterskabet tilbage fra nordmanden.
Viswanathan Anand ved sidste VM Match (foto: Andreas Kastberg)
Det er kun et år siden at Magnus Carlsen på inderens hjemmebane i Chennai blev verdensmester ved at vinde 6½ – 3½, men nu skal de to så mødes igen.
Efter tabet af verdensmesterskabet mente mange skakkommentatorer, at Anand nu ville trappe karrieren ned. Anand blev 44 år kort efter matchen og det er en høj alder for en skakspiller i verdenstoppen, hvor det er den almindelige antagelse, at man topper omkring de 35 år. Anand havde også vundet stort set alt, hvad en skakmester kan ønske sig. Så ingen havde kigget skævt til Anand, hvis han var begyndt at hvile på laurbærrene. Men Tigeren fra Madras ville det anderledes.
I kandidatturneringen i Khanty-Mansiysk tilbage i marts måned spillede Viswanathan Anand som på karrierens højdepunkt og distancerede bl.a. de tidligere verdensmestre Vladimir Kramnik og Veslin Toplaov samt den daværende verdenstoer, Levon Aronian, klart, og stod nu som udfordrer til den unge nordmands titel.
Matchen spilles over 12 partier og ender de 6 – 6, skal der spilles hurtigskakomkamp. Hvem der skal have hvid i første parti afgøres ved åbningsceremonien senere fredag aften.
Ud over de mange steder på internettet, hvor matchen kan følges live, sender også det norske statsfjernsyn NRK direkte fra kampen ligesom svenske SVT.
Matchen har også et dansk islæt, idet Peter Heine Nielsener er træner for Magnus Carlsen. Ved sidste VM-match valgte Peter Heine Nielsen at holde ferie. Han var på det tidspunkt netop skiftet fra at være Anands træner til at være træner for Carlsen. Peter Heine Nielsen mente, at det ikke ville være etisk korrekt at hjælpe normanden så kort efter at have været træner for Anand gennem 10 år. Denne karensperiode er nu udstået, og sammen med den norske GM Jon Ludvig Hammer er Peter Heine Nielsen sekundant/træner for Magnus Carlsen.
Anand har endnu ikke officielt afsløret, hvem der hjælper ham under matchen, men i et interview med den indiske avis Firstpost siger Anand bl.a.: ”Fabiano Caruana og jeg spiller på samme hold i den tyske bundesliga, så jeg har haft et par samtaler med ham.”
De første ti partier spilles efter skabelonen: først et parti med hvid og dagen efter et med sort og så en fridag. Kommer matchen til at være alle 12 partier ud, er der indlagt en ekstra fridag efter det 11. parti. Det kan således trække helt ud til den 27. november, inden der er fundet en verdensmester.
Matchens program:
8. november, kl. 13.00 runde 1
9. november, kl. 13.00 runde 2
10. november, hviledag
11. november, kl. 13.00 runde 3
12. november, kl. 13.00 runde 4
13. November: hviledag
14. november, kl. 13.00 runde 5
15. november, kl. 13.00 runde 6
16. november: hviledag
17. november, kl. 13.00 runde 7
18. november, kl. 13.00 runde 8
19. november: hviledag
20. november, kl. 13.00 runde 9
21. november, kl. 13.00 runde 10
22. november: hviledag
23. november, kl. 13.00 runde 11
24. november: hviledag
25. november, kl. 13.00 runde 12
26. november: hviledag
27. november: Evt. omkamp
28. november: afslutningsceremoni
Hvem er så favorit? Ifølge verdensranglisten er det Magnus Carlsen. Han indtager her førstepladsen mens Viswanathan Anand ligger som nummer seks. Danske Spil giver da også kun pengene igen 1,20 gange på Magnus Carlsen, mens Anand giver pengene 4 gange igen, hvis han bliver verdensmester. Flere stormestre advarer dog mod at afskrive Anand. Dels har han erfaringen, dels kan han spille uden forventningspres. Samtidig har han spillet rigtig godt efter at han tabte sidste WM match.
Matchens hjemmeside: www.sochi2014.fide.com
TV fra matchen, NRK www.nrk.no/sport/