Danmark – Hviderusland 1-3

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Tjekkiet og Frankrig er de eneste hold tilbage med maksimumpoint ved EM i Polen og mødes indbyrdes mandag aften. Efter nederlag til Hviderusland skal Danmark op mod endnu en klassemodstander, Holland.

Holdlederen skriver om 3. runde:

Af Lars Schandorff
15 minutter
Danmark – Hviderusland 1-3
1. GM Sune Berg Hansen – GM Sergei Zhigalko ½ – ½
2. GM Davor Palo – GM Andrey Zhigalko ½ – ½
3. GM Allan Stig Rasmussen – GM Vitaly Teterev 0 – 1
4. IM Mads Andersen – GM Kirill Stupak 0 – 1

Warhol snakkede om, at alle mennesker ville få 15 minutters berømmelse i fremtidens samfund. Lige nu, når jeg tænker på 15 minutter, så er det nu mere de 15 minutters forsinkelse i transmissionen, som der er ved EM i Polen.

I tredje runde mødte Danmark et ungt, spændende hold fra Hviderusland anført af de to stærke Zhigalgo-brødre. De var favoritter på papiret, men vi håbede på et helt åbent opgør med masser af god kampskak. Aftenen før sagde Sune, at han gerne ville spille en rigtig åbning. Ambitiøst, svarede jeg med et smil. Vi ved jo begge to, at Sune de seneste år mest har excelleret i en masse forskellige sidevarianter. Men det blev en af hovedvarianterne i Nimzo-indisk. Men det var måske for stort slået op. I hvert fald viste modstanderen stor strategisk styrke og fik hurtigt overtaget. De kan noget de 2700-folk. Sune gav en bonde, men det så ikke særlig godt ud. Heldigvis vandt han den igen inden tidskontrollen, og pludselig kunne stillingen holdes.

Davor spillede en rimelig korrekt remis efter at have været lidt presset. Han er robust med sort.

Endnu engang skulle matchen afgøres på bræt 3 og 4.

Jeg så stillingerne efter træk 40 og gik en tur op på værelset. Jeg tjekkede live-reportagen og blev meget optimistisk.

Allan havde fuld kontrol. Modstanderen kunne næsten ikke trække. Spørgsmålet var udelukkende, om Allan kunne bryde igennem. Men der var gode chancer. Mads havde været i problemer og var en bonde nede i noget uligefarvede løbere plus tårne. Men han havde lige fået modspil med en stærk fribonde, og det så holdbart ud.

Men tilbage til de 15 minutters forsinkelse! Da jeg kom ind i spillesalen igen, var det altså ikke længere de stillinger, jeg lige havde set på computeren, som var på brættet. Det var gået helt galt, og en 2-2 match eller måske ligefrem en heldig 2½-1½ sejr var helt væk.

 

mads and
IM Mads Andersen (foto: Lars Schandorff)


Allan havde fået spillet sit gennembrud på en forkert måde, og Mads skulle selvfølgelig have dækket sin fribonde med 51…Kc4.


Ærgerligt! Men det er nogle gange marginaler, der afgør det.

Lars Schandorff


Holdopstillingerne mandag aften:
Holland – Danamrk
1. GM Anish Giri (2732) – GM Sune Berg Hansen (2563)
2. GM Ivan Sokolov (2625) – IM Jakob Vang Glud (2526)
3. GM Erwin l’ami (2648) – GM Allan Stig Rasmussen (2486)
4. GM Robin van Kampen (2618) – IM Mads Andersen (2499)

 

Resterende program:
4. runde mandag den 11. november kl. 17.00
5. runde tirsdag den 12. november kl. 15.00
6. runde torsdag den 14. november kl. 15.00
7. runde fredag den 15. november kl. 15.00
8. runde lørdag den 16. november kl. 15.00
9. runde søndag den 17. november kl. 11.00

 

Hjemmeside: etcc2013.com

 

GM Davor Palo skriver på sin egen blog om turneringen: www.davorpalo.com