Ungdoms EM 4. runde

Fra Ungdoms EM i Montenegro har vi fået tilsendt referat fra turneringens 4. runde. Igen i dag er det en af de medrejsende forældre, der står for beretningen.

 

Af Peter Ramsdal
EM Budva, Montenegro – 4. runde

Allerede efter gårsdagens lidt sløje resultater hvor det danske mandskab måtte nøjes med 2.5 ud af 12 point stod det klart, at Jens Ramsdal skulle sidde over i 4. runde, så dermed var dagens første lette point hjemme.

Dagens andet point kom hurtigt i hus i U-12, da Lasse Ramsdal efter kun 16 træk og 40 minutter havde udmanøvreret sin ellers på papiret stærkere polske modstander med et ratingtal på 1818. Modstanderen gik hurtigt galt i spansk, hvor han fik fejlplaceret en springer på b7, der skulle have været brugt til et forsvar af kongen, og dermed blev det en kort dag på kontoret for Lasse Ramsdal.

I den anden kamp i U-12 med dansk deltagelse måtte Jonas Bjerre, der er rykket en aldersgruppe op, bøje sig mod en russer på 1709 efter cirka 30 træk. De kom ud i en Pirc-åbning, hvor modstanderen lavede et dronningeoffer, og vandt en officer i en rodet stilling, og så var det slut.

Dagens tredje spiller, der kom ud fra spillesalen var Freja Vangsgaard, U-16, der måtte indkassere et nederlag til Vidic fra Slovenien, der har udviklet til lidt af en dansk skrækmodstander idet hun også vandt over Ellen Kakulidis i 2. runde. Med egne ord kom Freja ud i ”noget skandinavisk hun ikke rigtig kendte.” Modstanderen spillede en taktisk farlig variant i skandinavisk, hvor hun spillede løber d2 og gennemførte d5.

 

spillesalen em2013

Den imponerende spillesal (foto: Mads Boe)


Freja blev efterfulgt ud af spillelokalet af brormand Bjarke, der fik remis. Bjarke var hvid mod en lettisk modstander, og kampen endte i et tårnslutspil uden vinder.

I U-18 hos pigerne fik Thea Nikolajsen sin første sejr efter to remiser. Thea spillede en dronningegambit, hvor modstanderen tog sig god tid, hvilket kostede i den sidste ende da hun kom i tidnød og spillede de forkerte træk.

I U-12 lagde Ellen Fredericia et halvt point oven i det ene hun havde i forvejen. Med sort kom Ellen ud i en fransk variant, hvor begge lavede fejl undervejs. Ellen kom ud i en presset stilling, men modstanderen spillede upræcist og det endte i remis.

I U-14 måtte Martin Percivaldi tage til takke med remis, og i U-16 måtte Jesper Thybo se sig besejret af polak på 2250, som tilsyneladende var grundigt forberedt på åbningen. Jesper fik i hvert problemer kort inde i åbningen og stod til tab. Efter et par upræcise træk fra modstander fik Jesper imidlertid modspil, men overså en taktisk finesse til sidst og tabte kampen.

I U-16 noterede Ellen Kakulidis sig for sin første sejr. Ellen var sort mod en islænding, og kom ud i fransk – springer d2 varianten – og fik en god stilling efter åbningen, og kørte en sikker sejr hjem.

I U-10 fortsatte Filip Boe Olsen sine gode resultater, og fik med en remis sin total op på 3 ud af 4 mulige point. Filip havde hvid mod en urated russer, og kom dårligt ud af åbningen, hvorefter det endte med et dronningeslutspil, hvor han stod dårligst af de to, men fik en heldig remis med en evig-skak.

 

filip

Filip Boe Olsen (foto: Mads Boe)


Dagens sidste mand ude af spillelokalet var Mikkel Ramsdal, der var ude i en marathon-dyst mod en russer. Mikkel var foran med en bonde i slutspillet, men kunne ikke udnytte fordelen til sejr, da modstanderens tårn dækkede effektivt af. Dermed endte matchen remis, og Mikkel Ramsdal kom på tavlen for første gang i turneringen.

 

Så alt i alt en tilfredsstillende dag for det danske hold, der fik en score på 50 procent med 5.5 ud af 11 mulige point, hvis man fraregner dagens oversidder-match.

 

Peter Ramsdal

 

Hjemmesiden med live-dækning: www.budva2013.org