16 spillere tilbage i Tromsø

  • Post author:
  • Post category:Ikke-kategoriseret

Efter 3. runde er færdigspillet er feltet ved World Cuppen i Tromsø nu nede på 16 spillere. Tredje runde blev endestation for bl.a. forhåndsfavorittten Levon Aronian og andre +2700-spillere som Anish Giri (2734), Teimour Radjabov (2733), Alexander Grischuk (2780) og Nikita Vitiugov (2734). 

aronian
Levon Aronian – ude af World Cuppen efter 3. runde (foto: Lars Wisler)


Grischuk kom kun i hurtigskakomkamp med Le Quang Liem fra Vietnam med det yderste af neglene. Efter at have tabt første matchparti, var Grischuk tvunget til at vinde det andet. Først omkring træk 105 fik russeren noget, der kunne minde om fordel, og partiet varede 154 træk inden sejren var i hus. Omkampen tabte Grischuk dog ½-1½ og Le Quang Liem møder nu Peter Svidler i 4. runde.

3. runde blev også endestation for den sidste nordiske spiller, GM Jon Ludvig Hammer, der tabte ½ -1½ til Gata Kamsky. Turneringen må dog siges at have været en succes for nordmanden, der først sendte Sergei Movsesian (2699) og derefter David Navara (2715) ud. Også den 14-årige kineser Wei Yi (2551) kan rejse hjem efter en flot indsats. GM Shakhriyar Mamedyarov (2775) blev endestationen for verdens yngste stormester, der i Tromsø har slået sit navn fast som en af fremtidens stjerner.

Turneringens største overraskelse indtil nu er den peruvianske stormester Julio Granda (2679), der har slået Hrant Melkumyan (2632), Peter Leko (2737) og Anish Giri (2734) ud. Granda er også feltets ældste tilbageværende spiller. Med sine 46 år er han et år ældre end Boris Gelfand.

Fjerde rundes program ser således ud:
Evgeny Tomashevsky – Alexander Morozevich
Gata Kamsky -Shakhriyar Mamedyarov
Le Quang Liem – Peter Svidler
Sergey Karjakin – Dmitry Andreikin
Fabiano Caruana – Julio Granda
Boris Gelfand – Maxime Vachier-Lagrave
Vladimir Kramnik – Vassily Ivanchuk
Hikaru Nakamura – Anton Korobov

 

Fjerde runde starter tirsdag kl. 15.00. Turneringens eneste planlagte fridag er torsdag den 29. august.

 

Se flere detaljer om turneringen på Wikipedia.

 

Turneringens hjemmeside: www.chessworldcup2013.com