Mads Andersen fører i Brønshøj

IM Mads Andersen er alene i spidsen for GM-gruppen i BSF Cup i Brønshøj efter de første fem runder. Med tre sejre og to remiser har Mads 4 point mens nærmeste forfølgere, IM Rasmus Skytte og GM Krasimir Rusev, er et point efter. For at opnå sin første GM-norm skal Mads Andersen score 2½ af de sidste 4 partier.


IM Mads Andersen – fin start i Brønshøj (foto: thv)

Der er flere andre spillere, der teoretisk har mulighed for at score normer. IM Rasmus Skytte og Rasmus Svane skal score 3½ af 4 for en GM-norm. IM Jakob Vang Glud og IM Michael Richter skal vinde resten for at score en GM-norm. Rasmus Svane har også en IM-norm at spille for, kravet er her to point i de sidste fire partier.


Rasmus Svane – har stadig mulighed for at score IM- og GM-norm (foto: thv)

I den underliggende IM-gruppe er svenske IM Daniel Semcesen helt suveræn med 5 af 5. Semcesen er en flittig turneringsspiller og har i år spillet med i Copenhagen Chess Challenge, Chess House Summer, Skovbo GM og nu BSF Cup i Brønshøj, så han er en hyppig gæst i Danmark.


IM Daniel Semcesen (foto: thv)

I IM-gruppen har Thomas Schou-Moldt og FM Karsten Larsen stadig en chance for at score IM-norm.

Hjemmeside: www.bsfskak.dk/bsf_cup
Livedækning: www.liveskak.dk/2012/bsf-cup