Første runde af EM i Prag for ungdom bød på en score på 50% for de danske spillere.
Anden runde spilles lørdag kl. 15.00. Forhåbentlig med et par danskere på live-brætterne.
Vi har modtaget første runderapport fra Prag:
Af Henrik Ochsner
Rapport fra den første dag ved EM i Prag for ungdom
Dagen begyndte med frustrationer over spilleforholdene, men den endte alt i alt ok for den danske delegation.
Som teamchef Mads Boe beskrev i den indledende omtale af turneringen, har de tjekkiske arrangører kort inden starten hernede – og uden nogen form for kompensation – flyttet danskere og nogle få andre små lande 10 kilometer væk fra spillestedet, hvor man var blevet lovet ophold. (Ja, små lande, for man generer selvfølgelig ikke Rusland, Italien eller Tyskland – men derimod Irland, Grækenland og DK m.fl.!).
I stedet måtte vi så bruge næsten én time på ventetid og transport i en varm, gammel bus for så at ankomme uoplagte lige inden kampstart. Da vi ydermere kunne sammenligne de lækre forhold på hovedhotellet med vores eget hotels mere beskedne kvaliteter (fx udendørsareal = en parkeringsplads eller en receptionist med æresdiplom fra Basil Fawltys hotelskole), føltes det næsten som at være fattige børn, der trykker næsen flad ind mod vinduet til de rige børns juleaften.
Nå, noget måtte gøres. Efter skriftlige og mundtlige forhandlinger med arrangørerne har vi opnået nogle lidt bedre forhold: Vi bliver nu hentet fra morgenstunden og får et lokale på spillestedet, som vi kan bruge som base til undervisning, analyser og opbevaring af materialer. Dermed hænger dagen meget bedre sammen, idet vi fx kan nå i svømmebassinet efter træningen og inden frokost.
Når man sammenligner med bulgarernes planlægning af EM for ungdom sidste år, er tjekkerne dumpet med glans – det burde jo være muligt at lægge turneringen på et tidspunkt, hvor man kan reservere tilstrækkeligt med hotelværelser i gåafstand. Men både antal spillere og Prags øvrige feriegæster var ifølge arrangørerne kommet bag på dem !??
Resultatmæssigt blev det generelt en godkendt første runde ifølge juniorlandstræner Mads Boe: Vi fik 5½ point i de 11 matcher, og der blev vist fint spil fra danskerne. Her følger en kort gennemgang, som jeg opfattede det fra de efterfølgende analyser (man må kun være i lokalet de første 10 minutter, og vi havde i dag ingen på live-brætter):
U-08 piger: Caterina Wul Micalizio debuterede ved EM og kom til at spille lidt for hurtigt hér i 1. runde. Hun løb ind i noget grimt og tabte hurtigt.
I U-14 piger skete nærmest det modsatte, idet Freja Vangsgaard i en ikke god stilling tabte på tid.
U-16 piger: Thea Nicolaisen vandt et fint angrebsparti med bondestorm i centrum og kombinationer på kongefløjen.
I U08 for drenge tabte Jonas Bjerre i sin debutkamp, men han kommer uden tvivl stærkt igen.
I U10 vandt Filip Boe Olsen et fint parti, hvor sort blev presset og kombineret ned.
I U12 tabte Toby Dreisler med hvid i en Drage til en glimrende modstander fra Skotland med det for os noget usædvanlige skotske navn Murad Abdulla. Modstanderen fandt alle de rigtige profylaktiske træk og nedspillede så Toby.
Johan Møller Ochsner kom spillevarm lige fra Politiken Cup, hvor han med 4 point havde opnået 3 gange sin forventede score, og sørme om det ikke lykkedes ham uden problemer at slå en russer i en spanier med hvid. Modstanderen var én af hele 21 russere bare i U12 for drenge!
I U14 spillede Martin Percivaldi endnu et langt parti, hvor han bearbejdede den klassisk dårlige løber på C8. Med fordel i løberparret kørte han det sikkert hjem.
Martin Percivaldi (foto: thv)
Bjarke Vangsgaard mødte en stærk islænding. I en stilling hvor Bjarke måske havde kompensation for en manglende kvalitet blev partiet remis ved trækgentagelse – fin start for Bjarke!
I U16 havde Jens Ramsdal et spændende parti mod en 2230-mand, og selv om Jens stod pænt, måtte han ned til sidst.
I U18 deltager Bjørn Møller Ochsner for sidste gang i turneringen, hvor han måske kan leve op til sidste års flotte placering. Ved Politiken Cup var han tæt på en IM-norm, men selv om han mødte 4 stormestre, rakte det ikke, idet han akkurat ikke nåede de krævede 50 % titelholdere. Partiet i 1. runde hér ved EM mod en belgier med knap 300 mindre i ELO skulle klart vindes og blev kørt roligt og sikkert hjem.
Turneringen spilles over 9 runder i perioden 17/8-25/8 og kan følges på: www.eycc2012.eu. På denne side er der også livepartier.
Henrik Ochsner