Den 14. juni kommer det legendariske skakbræt, der blev anvendt under VM 1972 i Reykavik, under auktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i København.
Fra Bruun Rasmussen har vi modtaget følgende pressemeddelelse:
Exceptionelt skakbræt på auktion i juni – fra verdenshistoriens største skakmatch
Bruun Rasmussen Kunstauktioner i København udbyder det exceptionelle skakbræt, brikker, ur og bord med to sideborde fra verdenshistoriens største skakmatch mellem Bobby Fischer og Boris Spassky i 1972. Vurdering: DKK 1.200.000-1.800.000.
Eftersyn: Torsdag 31. maj – mandag 4. juni 2012?
Auktion: Torsdag 14. juni fra kl. 17
40-året for århundredets skakmatch
Historiens største skakmatch fandt sted i sommeren 1972, hvor den regerende russiske verdensmester Boris Spassky (1937-) blev udfordret af amerikaneren Bobby Fischer (1943-2008).
Matchen fandt sted i sportsarenaen Laugardalshöll i Reykjavik på Island, midt mellem Moskva og Washington, mens den Kolde Krig var på sit højeste, og den blev således et symbol på den politiske konfrontation mellem de to supermagter. Bobby Fischer vandt det dramatiske og hypereksponerede opgør i Reykjavik – det var første gang, en amerikaner vandt denne prestigefulde titel efter W. Steinitz i 1886 (den første World Chess Champion).
Auktion over det sagnomspundne skakbræt
I anledningen af 40 året for den verdensberømte skakmatch udbyder Bruun Rasmussen Kunstauktioner i København denne sommer det skakbræt, som blev anvendt under den legendariske skakmatch på Island i 1972. Dertil udbyder vi de originale Staunton skakbrikker (en del af turneringens “match equipment”) og Garde skakur (tilsvarende det, der blev anvendt i turneringen).
Selve skakbordet med de to tilhørende sideborde er tegnet af den islandske møbelarkitekt Gunnar Magnússon og udført af snedkermester Ragnar Haraldsson. Det vakte stor opsigt for sin arkitektur og flotte udførelse. Bordet blev udført i to ekstra eksemplarer umiddelbart efter den berømte skakmatch. De er identiske med det bord, der blev anvendt under selve turneringen. Det udbudte skakbord er et af de to og har bl.a. siden været benyttet ved VM kandidatmatchen mellem Boris Spassky og Vlastimil Hort i Reykjavik i 1977.
Historisk skakdrama
Bobby Fischer var imidlertid særdeles utilfreds med flere forhold omkring VM-matchen i 1972, bl.a. skakbrættets udformning og især kameraernes tilstedeværelse. Han krævede kameraerne fjernet, og da kravet ikke øjeblikkelig blev imødekommet, udeblev han fra 2. parti, som han således tabte uden kamp.
Bagud 2-0 mente mange at kampen var overstået, og at Fischer ville forlade Island. Han indvilgede dog i at spille 3. parti i et tilstødende lokale uden tilskuere og kameraer. Dertil havde den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger indtrængende bedt Bobby Fischer om at vinde over Spassky, så der var ikke alene sportslige hensyn i skakmatchen, men i høj grad også storpolitiske.
Senere i matchen blev det oprindelige skakbræt af sten erstattet af det nu udbudte skakbræt af træ, der er udført af snedkermester Ragnar Haraldsson. Det nye skakbræt blev anvendt fra 7. parti og frem til 21. parti og kom derfor til at stå som et afgørende vendepunkt i det historiske opgør mellem efterkrigstidens to store supermagter, USA og USSR. Det udbudte skakbræt er signeret af de to kompetanter, Bobby Fischer og Boris Spassky.
Auktionens udbudte skakmemorabilia
De udbudte skakdele består af bræt, skakbrikker, ur og bord:
Skakbræt: Der er tale om det bræt, som de to deltagende skakspillere blev enige om skulle erstatte det oprindelige skakbræt af sten. Anvendt fra 7.-21. parti og signeret af både Bobby Fischer og Boris Spassky.
Skakbord: Designet af den islandske møbelarkitekt Gunnar Magnússon og produceret af møbelsnedkeren Ragnar Haralsson. To ekstra borde, der er identiske med det anvendte i turneringen, blev fremstillet umiddelbart efter den safgnomspundne match. Det udbudte skakbord er et af de to og har bl.a. siden været benyttet ved VM kandidatmatchen mellem Boris Spassky og Vlastimil Hort i Reykjavik i 1977.
Skakbrikker: Et originalt set af Staunton-brikker, der var en del af turneringens “match equipment” (ekstra dele til brug for bl.a. analyse af spillet).
Skakur: Originalt Garde-ur. Tilsvarende det, der blev brugt i turneringen.
For yderligere information, kontakt venligst: Salgs- og vurderingsdirektør: Peter Christmas-Møller: pcm@bruun-rasmussen.dk
Hjemmeside: www.bruun-rasmussen.dk