Danmark stadig ubesejret

Danmark spillede 2 – 2 med førende Montenegro ved Senior EM for hold og ligger nu på tredjepladsen. I sjette runde venter topseedede Rusland.

Individuelt er Bent Sørensen og Jens Kølbæk stadig ubesejrede.

Vi har modtaget nedenstående rapport fra det danske hold.

Af Thorbjørn Rosenlund
Som det første hold tog Danmark 1 matchpoint fra hidtil suveræne Montenegro ved Senior-EM i Slovenien. 2-2 i 5. runde af de i alt 9 var et retfærdigt resultat, men også et resultat danskerne på forhånd ville være helt tilfredse med, men ud fra partiforløbene alligevel ærgrede sig lidt over.  Matchen blev hurtigt reduceret fra fire brætter til to, da Jens  Kølbæks modstander, Srdja  Dragasevic, som ellers havde scoret 3½ af fire, tilbød remis med sort efter blot syv træk og fik det, og Thorbjørn Rosenlund på 3. brættet fik neutraliseret ethvert hvidt initiativ for Momcilo Raicevic og dermed stoppet montenegrianerens hidtil ubrudte sejrsrække. Holdkaptajn Bent Sørensen havde lovende angreb mod Ljubo Zivkovic og vandt – men først efter en nervepirrende fase, hvor modstanderen midlertidigt hade initiativet på dronningfløjen, før Bent Sørensen brillant udnyttede sin terrænfordel til igen at svinge spillet til kongefløjen. Og først efter, at Jørn Sloth havde tabt en officer i en voldsomt kompliceret trækserie i opgøret med GM Bozidar Ivanovic, en spiller, som i sin tid scorede 3-1 mod Bent Larsen. Alt sammen meget lige og meget retfærdigt, og når der alligevel var en snert af ærgrelse, skyldes det, at Jørn Sloth til næsten slut i forviklingerne kunne have givet sin springerskak på f3 i stedet for e2 – og holdt balancen.

Uafhængigt af resultatet var det sjovt for et dansk hold at kunne rejse sig fra sine brætter på bord 1 og spadsere til bord 2, 3 og 4 og følge bl.a. Vasjukov, Korchnoi og Uhlmann.

Danmark 1 er nu på 3. pladsen blandt de 46 hold med 8 matchpoint og 14 brætpoint og møder i 6. runde topseedede Rusland 1- Førstebrættet GM Evgeni Vasjukov har scoret 4 af 4 – samme score som han i bøgerne er noteret for mod Bent Larsen, for nu at genbruge denne målestok. En svær opgave for Jørn Sloth – og for holdet, selv med en Bent Sørensen (4½ point i 5 partier) i storform.

På Danmark 2 er det Flemming Preuss, der imponerer med sin score: Fire sejre i træk i runderne 2-5. 

Holdet besejrede i 5. runde England 3 med 2½-1½ og rykkede frem i tabellen som nr. 24 med 5 matchpoint og 10 brætpoint. 

Thorbjørn Rosenlund

Stillingen i toppen:
1. Montenegro, 9 mp, 14 bp
2. Schweiz, 8 mp, 14 bp
3. Danmark 1, 8 mp, 14 bp
4. Rusland 1, 8 mp, 13 bp
5. Tyskland 1, 8 mp, 12½ bp
6. Skt. Petersborg, 8 mp, 12 bp

24. Danmark 2, 5 mp, 10 bp

Der deltager 46 hold.

Individueller scorer:
Danmark 1:
Jørn Sloth   ½ 1 1 ½ 0
Bent Sørensen   1 1 1 ½ 1
Thorbjørn Rosenlund  0 ½ 1 1 ½
Jens Kølbæk   ½ ½ 1 1 ½

Danmark 2
Jørgen Jørgensen ½ 0 1 ½ ½
Poul Erik Nørgaard Olesen  ½ 1 0 0 0
Arne Bjørn Jørgensen  0 1 0 0 1
Flemming Preuss  0 1 1 1 1

Hjemmeside: www.sent2012.sahohlacnik.com