Danmark ligger nummer 2

Danmark er kommet rigtig flot fra start i Senior EM for hold i Slovenien. Efter de fire første runder ligger Danmark nummer to og lørdag spilles topopgør mod Montenegro. Rusland ligger nummer  3.

Vi har modtaget nedenstående rapport fra det danske hold.

Af Thorbjørn Rosenlund
De første runder ved Senior-EM i Slovenien har været meget opmuntrende for Danmark 1, som efter en sejr på 3-1 over Norge i 4. runde er placeret som nr. 2 blandt de 46 hold. Danmark 1 har 7 af 8 mulige matchpoint kun overgået af Montenegro, som har vundet alle fire matcher. Før det indbyrdes topopgør i 5. runde er begge hold noteret for 12 individuelle point af 16 mulige, 1 point foran turneringens storfavorit, Rusland 1, som er på tredjepladsen i den aktuelle stilling. Danmark 1 har vundet ni partier og kun tabt et enkelt, en statistik de kommende runders møde med feltets tophold formentlig vil regulere.


Norge – Danmark (foto: Bjørn Berg Johansen)

En halv snes træk inde i matchen mod Norge viste en serie venlige remistilbud, at nordmændene i højere grad end danskerne stræbte efter en broderlig uafgjort match. Efter sikker sejr til Jens Kølbæk over Øystein Hjertenes, en korrekt remis mellem de to mænd bag seniorskakkens opblomstring i Norden, Bent Sørensen og Per Ofstad samt godt norsk forsvarsspil på bræt 1 mod den kreative nordensmester Jørn Sloth, kunne matchens fjerde parti også være endt remis, men Erling Kristiansen var af pointstillingen tvunget til at forlade sin forsvarsstilling og tage chancer.

Danmark 2 tabte lidt ærgerligt 2½-1½ til det tyske hold Mattadore Rheinland, som i 1. runde klarede 2-2 mod Danmark 1. Flemming Preuss var dagens danske vinder og har efter nederlaget i  1. runde scoret tre sejre i træk. 

Thorbjørn Rosenlund

Stillingen i toppen:
1. Montenegro, 8 mp, 12 bp
2. Danmark 1, 7 mp, 12 bp
3. Rusland 1, 7 mp, 11 bp
4. Skt. Petersborg, 7 mp, 11 bp
5. Schweiz, 6 mp, 11½ bp

33. Danmark 2, 3 mp, 7 bp

Der deltager 46 hold.

Individueller scorer:
Danmark 1:
Jørn Sloth   ½ 1 1 ½
Bent Sørensen   1 1 1 ½
Thorbjørn Rosenlund  0 ½ 1 1
Jens Kølbæk   ½ ½ 1 1

Danmark 2
Jørgen Jørgensen ½ 0 1 ½
Poul Erik Nørgaard Olesen  ½ 1 0 0
Arne Bjørn Jørgensen  0 1 0 0
Flemming Preuss  0 1 1 1

Hjemmeside: www.sent2012.sahohlacnik.com