Danskere i udlandet omkring Nytår 2011

Flere danskere har været i aktion i udlandet i juleferien.

I Krakow i Polen spillede IM Mads Andersen med i en lukket GM-turnering og scorede 50 %. Et fint resultat, da Mads var næstlavest ratede spiller med 2384. Ratingsnittet i gruppen var 2457.

I Stockholm var danmarksmester Allan Stig Rasmussen med i den øverste Open i Rilton Cup og have en halvskidt turnering med 5 af 9. Især kneb det med de hvide brikker, hvad 1½ af 5 vidner om. IM Jens Ove Fries Nielsen blev bedste dansker i den øverste gruppe med 5½ point.

I Elo-gruppen samme sted deltog Leif Jensen. Det var 38. gang i træk, at han spillede med i Rilton Cup og for Leif Jensen var det en flot turnering. 6½ af 9 og en samlet 4. plads blandt de 89 deltagere. Leif Jensen var seedet som nummer 22.

I San Sebastian i Spanien spilles Donostia Chess Festival, der er tæt på sin afslutning. Det specielle ved denne Knock-Out turnering er, at man møder den samme spiller med både hvid og sort – samtidig. Bliver man slået ud, forsætter man i en underliggende Open. Jakob Aabling-Thomsen kom til anden runde, hvor den franske stormester Laurent Fressinet slog ham ud med cifrene 1½ – ½.

Links:
Comarch Cup i Krakow: www.cracoviachess.net
Rilton Cup: www.rilton.se/1112/
Donostia Chess Festival: www.donostiachess.com/en/