Bent Sørensen vandt Senior DM 2011

Bent Sørensen (billedet tv.) fra Nørresundby vandt Senior DM 2011 med 6 af 7 og et points forspring til fem spillere på 5 point. I sidste runde slog Bent Sørensen med hvid klubkammeraten Jørgen Jørgensen, mens de nærmeste rivaler spillede remis.

Skak.dk var IM Jens Kristiansen kommentator og kunne bl.a. fortælle, at tilbage midt i tresserne vandt Danmark Ungsdoms OL i Holland, hvor holdet bestod af Bent Sørensen, Jens Kølbæk, Jørn Sloth og Mogens Moe. De tre førstnævnte tog guld, sølv og bronze ved Senior DM i Odense 2011.


Slutstillingen i toppen:

1. Bent Sørensen, Nørresundby, 6 point
2. Jens Kølbæk, Nørresundby, 5 point
3. Jørn Sloth, Nordre, 5 point
4. Pouelsten Holm Grabow, Randers, 5 point
5. Jørgen Hvenekilde, 1. HK, 5 point
6. Hasso Schütze, Allerød, 5 point

Fra arrangørerne har vi modtaget nedenstående.

Af Niels Erik Nielsen
Bent Sørensen vandt Senior DM
Fire mand havde inden søndagens sidste runde mulighed for at vinde Senior DM i Odense, hvor Bent Sørensen, Nørresundby var et halvt point foran en forfølgertrio.
Han fjernede selv enhver tvivl om mesterskabets placering ved i sikker stil at vinde over klubkammeraten Jørgen Jørgensen. (Livepartierne kan gennemspilles længere nede på siden, red.)

Ved nabobrættet kunne de to andre DM-aspiranter Jørns Sloth og Pouelsten Holm Grabow ved selvsyn konstatere, at deres chancer for at nå på omgangshøjde med eller gå forbi Bent Sørensen svandt træk for træk, så de valgte at tænde fredspiben, umiddelbart inden Jørgen Jørgensen opgav.

Det udnyttede Jens Kølbæk, der med en sidste runde sejr over indtil da ubesejrede Oluf Øe nåede på omgangshøjde med Sloth og Grabow, som blev henvist til hhv. tredje-og fjerdepladsen på dårligere korrektion.

Hård kamp om ratingpræmierne
De besøgende på Skak.dk, der blev guidet gennem de otte live-partier af IM Jens Kristiansen, kunne glæde sig over mange kamppartier, og i flere af dem var muligheden for at hente en ratingpræmie en ekstra motivationsfaktor.

I ratinggruppe1 (1950-1700) gik Erik Holm Jacobsen, Vordingborg ind til sidste runde med et halvt points forspring til de nærmeste forfølgere, men her måtte han se sig slået af Jørgen Hvenekilde, 1. HK, og det udnyttede Ib Lynæs Hansen, Sydøstfyn, der med en sejr over John Zachariassen, Helsinge strøg forbi.

Erik Holm Jacobsen og Ib Lynæs Hansen var i øvrigt blandt feltets mest kreative spillere, så en gennemspilning af deres partier kan absolut anbefales.

Den næste ratinggruppe (1699-1600) blev vundet af Henning Nielsen, Sydøstfyn, der måtte kæmpe hårdt for remisen i et tårnslutspil mod Cipriano Sande Caceres, Odense Skakklub, for hvem pointdelingen dog i sidste ende var nok til at løbe med præmien i den nederste ratinggruppe (1599-1400).


Præmietagerne. Fra venstre Cipriano Sande, Pouelsten Holm Grabow, Jørn Sloth, Jens Kølbæk, danmarksmester Bent Sørensen, Ib Lynæs og Henning Nielsen.
(Foto: Niels Erik Nielsen)

Senior 2012 finder sted i Randers, og den hyggelige stemning i Odense taget i betragtning, ser mange af deltagerne givet frem til at mødes igen om et år.

Niels Erik Nielsen

Turneringens hjemmeside: www.lfskak.dk