Redaktionen har modtaget det næstsidste referat fra Ungdoms-VM i Halkidiki, Grækenland.
Af Andreas Wiwe
Ungdoms-VM i Grækenland – 10. runde
Strømmen var heldigvis vendt tilbage til hotellet igen i dag, så vi havde igen fine betingelser for forberedelser. Til gengæld virker drengene lidt mindre motiveret end i starten. Det er tydeligt, at de er ved at være trætte og har fået nok skak i denne omgang, selvom det dog skal nævnes at langt de fleste stadig forbereder sig grundigt og rigtig seriøst.
U18: Nicolai Brondt spillede mod en 2100-mand med hvid. De fik en uklar stilling efter åbningen, som modstanderen spillede bedst og Brondt måtte ned.
Tobias Rostgaard fik en fin stilling, hvor modstanderen bare var gået ind i hans forberedelse. De havnede i et slutspil med en klar fordel til Tobias. Her regnede han med, at han sandsynligvis vandt eller også ville det blive remis, men så missede han lige noget vigtigt, og ærgerligt nok tabte han derefter slutspillet.
U16: Mads Andersen spillede mod en 2260-mand, som han har vundet over før. Denne gang blev det til ca. 20 træks teori med en behagelig stilling til følge, hvorefter han bare – efter Mads’ eget udsagn – bare udspillede sin modstander og vandt sikkert.
Bjørn Ochsner havde på utaknemmeligste vis fået en 2400-mand med sort, som praktisk talt spillede en ny åbning i hvert parti, og det virkede som om, modstanderen kendte alt muligt teori. En hård forberedelsesopgave for Bjørn efter 3 nederlag mod +2300 folk. Efter 4 timers spil kom Bjørn tilbage og sagde med egne ord, at han bare havde fået tæsk. Således stadig 5 point til Bjørn.
Kristian Seegert havde forberedt en hel ny åbning, og han kom også til at stå fint og fik nok også en lille fordel. I midtspillet valgte han imidlertid den forkerte plan, hvorefter modstanderen fik godt spil i b-linjen og med sit løberpar. Efter nogle taktiske tricks fra modstanderens side, måtte Kristian kapitulere.
U14: Mads-Holger Jacobsen spillede sort, og vi havde et problem med at finde udligning i en af hans varianter. På falderebet fandt vi dog noget spilleligt, men bestemt en variant som skal repareres, når han kommer hjem. Modstanderen valgte heldigvis ikke hovedvarianten, så Mads-Holger kunne ånde lettet op omkring sin forberedelse. I stedet blev der spillet en anden variant, og Mads-Holger kom til at tillade et klassisk Sd5 offer i siciliansk, og herefter blev alle hans brikker på dronningefløjen pakket ned, og han tabte yderligere materiale få træk senere. Et nederlag til Mads-Holger var en realitet.
U12: Jesper Thybo havde forberedt sig rigtig grundigt, og han fik forberedelsen ind og spillede derfor de første ca. 15 træk á-tempo. Forberedelsen inkluderede et bondeoffer for rigtig godt spil, men modstanderen forsvarede sig sejt, og selvom Jesper vandt bonden tilbage, var det ikke nemt. De endte efterfølgende i et remisagtigt løberslutspil, som efter lidt flytten rundt, blev remis.
U10: Tobias Dreisler kom ud i et vildt angrebsparti. Toby vidste ikke helt, hvad stillingen handlede om og kom til at give en meget vigtig løber for at vinde en bonde. Herefter var stillingen utrolig kritisk. Dog ofrede modstanderen en kvalitet, hvilket så rigtig lovende ud. Desværre missede Toby en forceret dronningeafbytning, hvilket nok havde ført til det bedste slutspil for Toby, men det var svært. I stedet valgte han en anden plan, hvorefter modstanderens angreb bare slog igennem, og Toby blev sat mat på en æstetisk smuk måde. Dermed stadig 4½ point efter 10. runde.
U8: Albert Petersen har virkelig rykket siden han kom, og efter et flot parti i går, som desværre endte i et nederlag, var han i dag klar igen. Han spillede igen et rigtig flot parti, de lette officerer ud, rokade, tårnene i de åbne linjer, brug tiden. Alt dette krydret med lidt taktiske finter og voila – efter 22 træk havde Albert vundet med sort. Sådan! Det var så Alberts 3. point til et verdensmesterskab. Dejligt at Albert fik endnu en sejr og en succesoplevelse for ham, som ellers har været ramt af 5 nederlag på stribe.
Endnu en rigtig skidt dansk dag, hvor det kun var Albert og Mads, som vandt, mens Jesper spillede remis. Siden hviledagen har spillet desværre ikke rigtig kørt for danskerne.
Èn runde tilbage – den spilles i morgen kl. 10 græsk tid. Vi er ikke med i kampen om VM i nogle grupper, men spiller stadig for hæderlige placeringer, så held og lykke til drengene i morgen.
Andreas Wiwe
Hjemmeside: http://wycc2010.chessdom.com/