Mirakelredning af kvinderne

Fredag møder det danske kvindehold Tyrkiet, der er et skakland i stor fremdrift. Tyrkiet er da også favorit på papiret. I den åbne række møder Danmark Albanien, der bør være en overkommelig modstander.

Fra kvindernes holdleder har vi modtaget nedenstående reportage om 3. runde.

Af Thorbjørn Bromann
Mirakelredning af kvinderne
Der sker ekstraordinært meget i forbindelse med dette OL. Først og fremmest skal der vælges præsident for FIDE, hvor den nuværende præsident Kirsan Ilyumzhinov og udfordreren Anatoly Karpov stiller op. For nogle dage siden var Kirsan Ilyumzhinov til stede med hele sit følge og delte bl.a. godteposer med diverse souvenirs ud til alle hold, og i går ankom Karpov. Han holdt en halv times autografskrivning under 3. runde og jeg så mit snit til at hente lidt ekstra souvenirs til kvindeholdet. Det virkede som en noget træt Karpov, der skrev den ene autograf efter den anden, men han lyste pludselig op, da jeg takkede for autograferne og ønskede “good luck”.


Karpov skriver autografer (foto: Thorbjørn Bromann)

Om aftenen, da det var ved at være sengetid, dukkede selveste Kasparov i øvrigt op i hotellets lobby. Hele lokalets opmærksomhed rettede sig pludselig mod ham. Han var formentlig på charmeoffensiv på vegne af Karpov, som han støtter i præsidentkampen. Tre af os bevægede os stille og roligt hen mod Kasparov for evt. at få taget et billede til scrapbogen med ham. I behørig afstand, mens han entusiastisk snakkede med et par afrikanske delegerede, ventede vi pænt ligesom flere andre. Efter 5 minutter var det tid til at Marie, Nikolaj og undertegnede fik scoret sig hvert sit billede med en sprudlende Kasparov, som selv gættede på, at vi var fra et af de nordiske lande. En fin oplevelse at gå i seng på!


Kasparov og Marie Frank (foto: Thorbjørn Bromann)

I 3. runde ventede et vaskeægte arvefjerneopgør for herrerne mod svenskerne. Allan og Sune spillede vist forholdsvis lige partier, som begge blev remis, mens Nikolaj havde problemer på bræt 4. Mikkel spillede igen fint på bræt 3 og stod vist rigtig godt med sort, men tog derefter remis mod svenskernes Tiger. Lidt efter tabte Nikolaj mod talentfulde GM Grandelius og det blev derfor til et ærgerligt 1½-2½ nederlag mod svensken.


GM Sune Berg Hansen (foto: Thorbjørn Bromann)

Kvindeholdet skulle op mod Den Dominikanske Republik og var på forhånd svage favoritter. Derfor gik vi også klart efter sejren, men vi var også godt klar over at det ikke ville blive let. Det blev det heller ikke! Trine kom hurtigt i problemer i sit tredje sorte parti i træk og forsøgte sig, efter aftale med undertegnede, med et remistilbud efter åbningen, som dog blev afslået. På bræt 1 havde Oksana fået sig en behagelig strategisk fordel og stille og roligt udbyggede hun den. Jeg regnede hurtigt i matchen Oksana, som vores sikre kort, og hun svigtede ikke. En sikker sejr til Oksana, som viser rigtig god form!


WIM Oksana Vovk (foto: Thorbjørn Bromann)

På bræt 2 stod Carina i den første del af partiet lidt under. Stille og roligt kom hun dog fint med i partiet og spillede ganske fornuftigt. Da begge spillere (især modstanderen) nærmede sig tidnøden missede Carina dog et enkelt træk, som desværre kostede partiet. Ærgerligt, men Carina skal nok komme igen. Hun har vist rigtig fint spil i midtspillet, men der skal stadig arbejdes med åbningerne.

Marie var kommet i uvant farvand i åbningen og brugte derfor alt for lang tid. Stillingen var tæt på lige, men Marie havde nogle udmærkede chancer, som hun dog ikke fik forsøgt udnyttet i tide. Da Marie tidligt kom i tidnød begyndte det at gå rigtig galt. Pludselig røg der 3(!) bønder og det hele så ret håbløst ud. Herfra kæmpede Marie dog fantastisk og hver eneste chance for at skabe ravage blev udnyttet. Hurtigt blev den ene bonde hentet tilbage og da modstanderen lidt efter overså at hendes springer ikke lige var sådan at dække, måtte hun nøjes med en trækgentagelse. Stærkt kæmpet og lækkert for holdet!

Tilbage sad Trine, som havde store problemer i åbningen, men stille og roligt fik stabiliseret sig og hentet den tabte bonde tilbage. Samtidig med den materielle udligning fik Trine ligeledes masser af aktivt spil og nu var det pludselig hende som spillede på gevinst. Kampen var pludselig vendt helt på hovedet. Da dominikanerne opdagede, at det kun var ved at blive remis på Maries bræt kontaktede deres holdleder undertegnede for at høre om vi også skulle tage remis på Trines bræt. Jeg måtte dog høfligt fortælle ham, at vi gerne ville spille videre. Jeg ved ikke om han ikke forstod, hvad jeg sagde, men jeg måtte gentage det tre gange. Kort efter spurgte også dominikanernes 3. bræt om det ikke var en god idé med remis på Trines bræt, da det jo var “equal” og matchen så ville blive “equal”. Jeg måtte dog give hende samme svar som til holdlederne, hvilket tydeligvis ærgrede hende. Det var dog ikke helt lige på Trines bræt. Materielt jo, men på brættet lignede det at Trines h-bonde ville afgøre det hele og sådan blev det også. Stærkt fightet af matchvinder Trine, som har en del erfaring i at komme tilbage fra svære stillinger og så vinde partiet.


Trine Treppendahl (foto: Thorbjørn Bromann)

Noget heldigt blev det dermed til en 2½-1½ sejr over Den Dominikanske Republik. Det var ikke stilrent, men vi har nogle kvindespillere, som fighter helt fantastisk og ikke bare giver op fordi de mister en bonde. Dog skal der visse stedes spilles hurtigere og andre steder bruges mere tid på åbningsforberedelser. Det er der til dels allerede rettet op på i dag, hvor næsten alle spillerne netop nu, hvor disse linjer skrives, er godt i gang med at spille deres forberedelser i 4. runde mod det unge hold fra Tyrkiet.
 
Thorbjørn Bromann, Sibirien.

Partierne kan gennemspilles her: www.dsu.dk/index.php?id=4&NewsId=2444