5. parti i VM-matchen mellem den forsvarende mester Anand og udfordrer Topalov, blev remis efter 44. træk. Stillingen i matchen er nu 3 – 2 til Anand. Skakbladets udsendte medarbejder, Dan H. Andersen, skriver om partiet nedenfor.
Lørdag kl. 14.00 starter 6. parti med Anand som hvid. På Skak.dk er IM Kim Pilgaard klar til at kommentere partiet fra kl. 15.00 (sikkert også lidt før). Så vidt jeg er orienteret, kommenterer Pilgaard fra Madrid. Internettet gør verden lille.
Af Dan H. Andersen
5. rapport fra Sofia
Først en lille rettelse til min 3. rapport fra Sofia: Anish Giri er nok vidunderbarn og stormester, men ikke inder. Hans far er nepaleser, hans mor russer, og efter familiens omstrejfende liv er han nu bosat i Holland. Dog synes jeg, at hans partikommentarer på Chessbase er så overdrevent pro-Anand (hvis Anand spiller godt, er det godt. Hvis Anand spiller unøjagtigt, er det også godt), at min fejl er lidt undskyldelig.
I den lille park ud for Militærets Klub, hvor matchen spilles, balancerer et stort metalhoved på en sten med inskriptioner. Man bliver som udlænding lidt overrasket over at se, at hovedet næsten deles i to af et hug, der går fra hovedskallen lige ned og ender til venstre for næsen. Det ligner et hug fra et sværd, og først tror man, at det er usædvanligt groft hærværk, men det er det ikke. Hovedet forestiller Stefan Stambolov, som var bulgarsk statsminister fra 1887 til 1894. Han blev myrdet den 3. juli 1895. Morderne vidste, at Stambolov bar en skudsikker vest, så de dræbte ham med stikvåben. Det æggeformede hoved i parken bærer samme hugsår som Stambolovs.
Med en lidt anstrengt analogi, som er begrundelsen for denne historisk-kunstneriske indledning, mindede Topalovs stilling i 4. parti om det stakkels hoved. Pludselig svingede Anand sit angreb over på kongefløjen, hvor den sorte konge desperat spejdede efter sine troløse riddere, der havde klumpet sig sammen på den anden fløj. Herefter skar Anand sig igennem Topalovs stilling med 23. Sxf6+. Topalov har tabt begge sine sorte partier, og for første gang vandt Anand åbningskampen.
5. parti.
Udenfor er det brændende sol. Indenfor er teatersalen kølig og klart oplyst. Der blev givet hånd, eller rettere hver spillers ringfinger, langemand og pegefinger på højre hånd berørte modstanderens og blev hastigt trukket tilbage, som om den anden var i de sidste stadier af Den Sorte Død. Organisationskommitteens æresgæst Robert Mundell, økonom, nobelpristager og Euroens åndelige fader, blev kaldt op på scenen. Personligt mener jeg, at han snarere burde sættes i fængsel, men her skal han udføre Topalovs første træk. Spillerne rejser sig respektfuldt og hilser på ham med betydelig større varme, end de har udvist over for hinanden, og Topalov viser med fingrene over brættet, hvad Mundell skal trække. 1. d4. Anand svarer d5. Er Grünfeld til reparation eller på lossepladsen?
Spillet bliver slavisk og en gentagelse af 3. parti. Jeg kommer til at tænke på Kasparovs forsøg på at nedbryde Kramniks Berlinmur. Skal Topalov løber storm på samme måde? På den anden siden synes jeg egentlig ikke, at Anand fik en helt tilfredsstillende stilling sidst. Vil han virkelig ud i den tortur én gang til? Åbenbart.
5. parti. Topalov – Anand. Stillingen efter 15. -, h7-h5
Verdensmesteren afviger som den første med 15. -, h5, hvilket ikke virker som en forbedring. Igen bruger han lang tid på et træk lige efter afvigelsen: 18. træk Tc8.
Efter ½ times spil dukker nogle herrer i mørke jakker op. Jeg tror først, at der er sikkerhedsfolk, men det viser sig at være en pressekonference med Robert Mundell. Han er en venlig ældre herre, som flankeres af Silvio Danailov og pressechefen Boyko Hristov. Der er en del pressefolk uden for vor sluttede kreds, og de ville helst tale om Euro, kreditkrise og den slags ting fra den uvirkelige verden. Euroens fader bliver bedt om at sige noget, og da han har sagt et par ord, ryger strømmen i bygningen og siger man her, hele Sofias centrum. Meget symbolsk. Det er dunkelt i presserummet, og der er ingen transmissionen fra spillesalen. Det er ved træk 15. Internetforbindelser er også røget. Der går 40 min., før vi får strøm igen, men i spillesalen har man vist en mindre generator, der sættes i gang, og som efter nogle minutter forsyner scenen med lys. Pressekonferencen drejer sig mest om Euroen og uroen, men det kommer frem, at Mundell faktisk spillede et enkelt parti med Fischer i 2008. Han smiler charmerende og siger, at han tabte. Han bliver naturligvis spurgt om ligheden mellem økonomi og skak, og han siger, det har noget at gøre med valg. Det lyder rigtigt.
På mit hotelværelse har jeg en flaske bulgarsk rødvin. Krydret og fyldig, lavet på den lokale drue Mavrud.
Da partiet kommer på skærmen igen, kan folk ikke forstå Anands åbningsvalg. Kan han se frem til andet end et langt forsvar i en dårligere stilling og i bedste fald remis? Og hvorfor har han brugt mere tid end Topalov, når det er hans åbningsnyhed?
Stormestrene Ivan Cheparinov, Erwin L’Ami og Jan Smeets dukker op i presserummet. I hvert fald de to første er sekundanter for Topalov, og der er enighed om, at mange af Topalovs bemærkelsesværdige åbningsnyheder kommer fra Cheparinovs frodige fantasi.
Det irriterer mig lidt, at der ikke er rigtige vinglas på værelset, men kun et par tandkrus.
5. parti. Topalov – Anand. Stillingen efter 22. Lc1-d2
Topalovs 22. Ld2 er dårligt. Anand spiller f6. Udligning.
Rødvinen bliver for varm i dette vejr, men minibaren er selvfølgelig således indrettet, at en normal vinflaske ikke kan stilles ind i den. Jeg burde nok have stillet et glas ind til afkøling, men måske har rengøringskonen ordre til at rapportere til receptionen, at gæsten bruger minibaren på en uacceptabel måde.
Jeg funderer over, om Anands langsomme spil i forberedte varianter ikke er baseret på usikkerhed, men skal forvirre Topalov. At Topalov skal tro, han har kikset? At han har glemt sine forberedelser? På den anden side: Det er svært at blive forelsket i den stilling med stivbenet løber på g6.
Desværre er mange bulgarske producenter begyndt at lave såkaldt moderne vine på Merlot og Cabernet Sauvignon.
Anand spiller måske lidt unøjagtigt i det følgende. De forskellige skakprogrammer viser konstant en mindre fordel for Topalov. Men som i 3. parti støder Topalov mod den indiske mur. Til sidst står Anand vist lidt bedre.
Der er også en del hvidvine lavet på Chardonnay. Det er endnu værre.
Remis. Ved trækgentagelse. Naturligvis.
Nogle af de australske Chardonnayer har en helt kemisk smag.
Topalov ser anspændt ud. På pressekonferences siger han, at han havde overset 22. -, f6, som var meget stærkt. Anand indrømmer, at han var under pres, men mente at have tingene under kontrol. Aruna ser træt ud. Anand virker irriteret, da han haster ud. Er det strømafbrydelsen? Han har den blå skjorte med NIIT™ på. Kræver NIIT™, han spiller i NIIT™ ’s skjorte i hvert eneste parti. Var der en kuffert med 20 blå skjorter NIIT™ i den Mercedes Sprinter, de kørte til Sofia i? Går han i blå skjorter fra NIIT™ hver dag? Er han måske træt af blå skjorter fra NIIT™? Det ville jeg også være.
Dan H. Andersen
Matchen hjemmeside: www.anand-topalov.com