Til lykke, Larsen

Kære Bent!

Det er et stort privilegium for mig som formand for Dansk Skak Union at skrive lykønskningen til din 75 års fødselsdag, for uden din indsats som spiller og skakskribent og forbillede sad jeg ikke på formandsposten i DSU. Det var nemlig ved at læse om dig og dine bedrifter – og se dine spændende partier – at jeg blev fanget ind af skakken og dens magiske verden.

Skakspillet får liv af sine store personligheder, og der er ikke nogen i DSU’s lange historie, der har betydet så meget for skakken i Danmark, som netop du. Dine fantastiske resultater bragte dig frem til kampen om verdensmesterskabet og gjorde dig i en årrække til den stærkeste turneringsspiller i Verden foran stjernenavne fra Sovjetunionen, Jugoslavien og USA.


Bent Larsen med gaven fra Dansk Skak Union – en computer.
Foto: Peter Heine Nielsen

I Dansk Skak Union er vi meget glade for i anledning af din 75 års fødselsdag at fortælle alle vore nye og gamle medlemmer historien om Bent Larsen, Danmarks største skaknavn gennem tiderne. Vist har der været modsætninger mellem organisation og topspiller – naturlige modsætninger kalder du det selv – men det har aldrig forhindret, at du har været forbilledet for danske skakspillere.

Også uden for organisationen og klubspillernes rækker er du endnu i dag det bedst kendte skaknavn i Danmark.

Dansk Skak Union er taknemlig for din indsats og ønsker dig et stort tillykke med de 75 år i håbet om, at du får mange gode år endnu.

På Dansk Skak unions vegne
Lars-Henrik Bech Hansen