Den formentlig stærkeste turnering i England i 25 år, London Chess Classic, startede i dag tirsdag. De to favoritter, Magnus Carlsen fra Norge og russiske Vladimir Kramnik, skulle allerede mødes i første runde.
Efter Kramniks flotte sejr i årets stærkeste turnering, Tal Memorial i Moskva, var der lagt op til et spændende møde mellem to af de allerbedste spillere i verden pt. Måske af respekt for spillestedet, spillede de to engelsk åbning med en lille trækomstilling: 1. c4 Sf6 2. Sc3 e5. Partiet blev meget spændende og uoverskueligt. Hele brættet blev brugt undervejs, men ved træk 43 måtte Kramnik strække våben sat overfor materialetab.
Lynspecialisten Hikaru Nakamura fra USA, der for nylig slog Magnus Carlsen i BNbank Blitz i Oslo, vandt omkring træk 20 en kvalitet for en bonde fra kinesiske Ni Hua. Men det var ikke nok til gevinst, Hua forsvarede sig flot og holdt remis i et tårnslutspil med bonde for lidt.
Lokalopgøret Howell – Adams endte remis efter 45 træk, men efter en meget underholdende gang skak.
Dagens længste parti stod mellem GM Luke McShane, der efterhånden er blevet 25 år, og den tidligere VM-udfordrer, 44-årige Nigel Short. Begge er gode bekendte af dansk skak. McShane færdiggjorde sin GM-titel i Politken Cup som 16-årig i år 2000, mens Short bl.a. har spillet Nimzowitch-Memorial, Politiken Cup og Samba Cup i Danmark. I et maratonparti over 163 træk pressede McShane længe Short i et slutspil med løber og springer til hver, men med 4 bønder til McShane mod Shorts 3 bønder.
Betænkningstiden på 2 timer til 40 træk, så en time til de næste 20 hvorefter der er 15 minutter + 30 sekunder pr. træk til resten af partiet, sikrer en sportslig afvikling – og lange partier som i dette tilfælde.
Ifølge livedækningen havde begge spillere under 60 sekunder tilbage omkring træk 130, men så blev der sparet lidt tid op igen. Ved træk 147 vandt McShane afgørende en bonde og Short måtte strække våben efter 163 træk.
1. rundes resultater:
GM Luke McShane; England – GM Nigel Short, England 1 – 0
GM David Howell, England – GM Michael Adams, England ½ – ½
GM Hikaru Nakamura, USA – GM Ni Hua, Kina ½ – ½
GM Magnus Carlsen, Norge – GM Vladimir Kramnik 1 – 0
2. rundes spilleplan:
Vladimir Kramnik – Ni Hua
Michael Adams – Hikaru Nakamura
Nigel Short – David Howell
Magnus Carlsen – Luke McShane
Runden starter kl. 14.00.
Hjemmeside: http://www.londonchessclassic.com/